Måling: Socialdemokratiet står til at vinde færøsk valg

De to borgerlige koalitionspartier på Færøerne ser i måling ud til at tabe lagtingsvalget. S spås godt valg.

Offentliggjort

Færingerne ser ud til at skulle have ny regering ifølge den seneste måling før valget til Lagtinget torsdag.

Det færøske socialdemokrati står til at blive den store vinder ved valget, og de to store borgerlige partier står til at miste regeringsmagten.

Meningsmålingen, der er foretaget af Gallup Føroyar, er tirsdag aften offentliggjort af det færøske medie Kringvarp Føroya.

Det færøske Socialdemokrati med tidligere lagmand Aksel V. Johannesen som formand, ser ud til at få et godt valg til Lagtinget.

Men omvendt står de to borgerlige regeringspartier, Folkeflokken og Sambandspartiet, til at blive valgets store tabere.

Tilbagegang for landet leder

Sambandspartiet, som ønsker et tæt tilhørsforhold til Danmark, går ifølge målingen tilbage fra 20,3 procent ved det seneste valg i 2019 til 18,3 procent.

Det er en tilbagegang fra syv til seks mandater. Partileder Bardur à Steig Nielsen, har de seneste tre år været lagmand.

Også det andet store regeringsparti, det konservative Folkeflokken, står til stryg fra vælgerne. De går fra 24,5 procent til 19,8 procent, eller fra otte til syv mandater.

Det kristelige centerparti blev for nylig smidt ud af landsstyrekoalitionen på grund af uoverensstemmelser om homoseksuelles rettigheder.

Det var også grunden til, at valget blev udskrevet.

Centerpartiet går ifølge målingen en smule frem fra 5,5 til 6,2 procent, og beholder sine to pladser i Lagtinget. Partiet har Jenis av Rana som formand.

Valgets vinder ser ud til at blive det socialdemokratiske parti, Javnadarflokkurin.

Fremgang til selvstændighedsparti

Partiet får ifølge meningsmålingen 25,9 procent af stemmerne mod 22,2 procent i 2019.

Det svarer i målingen til, at partiet går to mandater frem, fra syv til ni.

Det fjerde store parti på Færøerne er Republikanerne. Partiet arbejder for fuld færøsk selvstændighed og står også til fremgang i målingen.

Partiet fik ved sidste valg 18,1 procent af stemmerne og får ifølge målingen opbakning fra 19,8 procent. Det svarer til en fremgang fra seks til syv mandater i Lagtinget.

Det borgerlige Framsøkn og det lille Selvstyreparti er de sidste to små partier i Lagtinget.

Framsøkn står til en fremgang fra 4,6 procent til 7,8 procent. Partiet bevarer ifølge målingen sine to mandater.

Selvstyrepartiet, som har et enkelt mandat, ser ud til at ryge ud af Lagtinget.

Færøerne har ifølge tal fra Færøernes Statistik den største valgdeltagelse i Norden. Over 90 procent af vælgerne plejer at sætte deres kryds, når der er lagtingsvalg.

I alt kæmper syv partier om de 33 pladser i Lagtinget.

Powered by Labrador CMS