Malik Berthelsen om Kangerlussuaq: Intet om os uden os

Borgmester Malik Berthelsen, opfordre naalakkersuisut og den danske regering til ikke at diskutere Kangerlussuaqs fremtid uden dem det hele handler om, og at komme med en endelig afklaring snarest muligt.

Offentliggjort

I et åbent brev til Naalakkersuisut og den danske regering opfordrer borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen sine politiske kollegaer til at komme til Kangerlussuaq og tale om lufthavnens fremtid, frem for at diskutere det i Nuuk og København.

Han mener, at devisen - intet om os uden os - som er Naalakkersusiuts mantra i forhold til Grønland i Rigsfællesskabet, også gælder her.

- Jeg har i medierne erfaret, at repræsentanter for regeringen og Naalakkersuisut i den forgangne uge i Nuuk har diskuteret Kangerlussuaqs fremtid og kommet frem til at det ikke haster med en afklaring. Jeg er chokeret, lyder det fra borgmesteren i Qeqqeta Kommunia.

Flere positive meldinger skaber håb

Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) holder døren på klem til dansk medfinansiering, hvis der er tilstrækkeligt med fælles interesser for at holde Kangerlussuaq åben for både forsvaret og kommercielt brug i fremtiden. Han mener dog ikke problemet reelt opstår og kræver en løsning, før de nye lufthavne åbner, og det har alstå fået borgmesteren til tasterne.

Naalakkersuisoq for Infrastruktur, Erik Jensen (S) har i samme ombæring til Sermitsiaq.AG udtalt, at Naalakkersuisut går efter at bibeholde lufthavnen som kommerciel atlantlufthavn og, at der blot mangler en endelig aftale med den danske regering om finansieringen.

Det tager Malik Berthelsen som et godt tegn. Han understreger, at en lufthavn i regionen er lige så vigtigt, som den er andre steder i landet.

- Det ville også være meget mærkeligt, hvis Naalakkersuisut vil lukke den internationale lufthavn i vores kommune, mens de bygger nye internationale lufthavne i tre andre kommuner.

Har ventet længe på afklaring

Planen med Kangerlussuaq var oprindeligt, at den skulle lukke, når man åbnede to nye atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat, men den beslutning er trukket i langdrag og der er fortsat ikke nogen afklaring for borgerne i Kangerlussuaq.

Air Greenland mener dog ikke, der er et kommercielt marked, når de andre lufthavne åbner. Der er ikke kapacitet og turisttilbud nok, lyder meldingen, og det får borgmesteren til at undres.

Malik Berthelsen påpeger, at Air Greenland baserer udsagnet på et fly med mere end 300 passagerer og mener, det er værd at bemærke, at Air Greenland og Icelandair flyver til fem andre destinationer i Grønland på nuværende tidspunkt med betydeligt mindre fly (Nuuk, Ilulissat, Narsarsuaq, Kulusuk, Nerlerit Inaat).

- Jeg er optimistisk i forhold til at andre (end Air Greenland, red. ) vil flyve med lidt mindre fly, siger Malik Berthelsen.

Der arbejdes på højtryk for at skabe oplevelser

Han mener også, at der på sigt kan etableres så mange tilbud, at større fly kan fyldes med turister til destinationen. Kommunen er fortsat i gang med at udvikle nye turisttilbud, særligt ATV-sporet mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, UNESCO verdensarvsområdet Aasivissuit-Nipisat, og arbejdet med en nationalpark mellem Kangerlussuaq og Diskobugten.

Men nye investeringer fra private kræver en afklaring, slår borgmesteren fast.

- Det har været så meget usikkerhed om fremtiden for Kangerlussuaq, at ingen private aktører har haft mod på at bygge private hoteller, men når der kommer sikkerhed om lufthavnen og fremtiden, så håber og tror jeg, at det ændrer sig, når afklaringen kommer.

Powered by Labrador CMS