Forsvundet fly
Malaysia om store genstande i havet: Det giver os håb
To store genstande, der muligvis stammer fra forsvundet fly, er ifølge malaysisk minister et troværdigt spor
Malaysias transportminister siger på et pressemøde, at 'vi nu har et troværdigt spor' at følge i jagten på Malaysia Airlines-flyet, der har været forsvundet i snart to uger.
- Det giver os håb, siger transportminister Hishammudin Hussein.
18 skibe, 29 fly og seks helikoptere arbejder ifølge ministeren på at lokalisere flyet, efter at genstande, der kan stamme fra det forsvundne passagerfly, er blevet observeret i den sydlige del af Det Indiske Ocean.
De to store genstande - den ene er angiveligt 24 meter lang - er blevet opdaget via satellitbilleder cirka 2500 kilometer sydvest for Perth, der ligger på den australske vestkyst.
Torsdag middag er et norsk fragtskib som det første ankommet til stedet. Skibet var på vej fra Madagaskar til Melbourne, da de australske myndigheder bad om assistance.
Satellitbillederne er utydelige, og dårlig sigtbarhed har indtil videre betydet, at overvågningsfly på stedet efter flere timer fortsat ikke har været i stand til at finde genstandene.
Tre overvågningsfly fra henholdsvis Australien, New Zealand og USA vil ifølge Reuters fortsætte inspektionen af området, hvor de omtalte satellitbilleder blev taget for fire dage siden.
Passagerflyet med 239 mennesker om bord forsvandt for snart 14 dage siden, da det var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Kinas hovedstad, Beijing.
Eksperter siger ifølge CNN, at et potentielt fund af vragdele sydvest for Australien ikke nødvendigvis betyder, at flyet er styrtet ned på stedet.
Havstrømme kan have flyttet vragdelene, lyder det.