mad
Madens holdbarhed kan nulstilles i fryseren
Du kan godt fryse varer ned, selvom de har nået sidste anvendelsesdato, men de kan ikke holde sig lige så længe i fryseren som friske varer, siger ekspert
Skivet pålæg til en flad femmer. Det er da et kup!
Det er godt nok sidste holdbarhedsdato i dag, men så smider jeg bare nogle pakker i fryseren.
Men kan man egentlig fryse for eksempel pålæg ned på sidste anvendelsesdato, uden at det er sundhedsskadeligt?
Ja, lyder svaret fra seniorrådgiver Jens Kirk Andersen fra DTU Fødevareinstituttet.
- Man kan godt nulstille holdbarheden, så man i princippet stadig er på samme anvendelsesdato, når man tør det op, men det skal ikke ligge i fryseren i flere måneder, siger han til Samvirke.
Hvor længe maden holder sig i fryseren, afhænger nemlig af, hvor frisk den er, når den nedfryses, forklarer Jens Kirk Andersen.
Årsagen er, at der er flere bakterier og enzymer i varen, når den har nået sidste anvendelsesdato, end da den landede i butikken. Ved nedfrysning sættes væksten af bakterierne i stå, men enzymerne fortsætter med at nedbryde maden – selvom det går langsomt.
Derfor risikerer man en ærgerlig oplevelse, hvis man venter for længe med at tø en vare, der har nået sidste anvendelsesdato, op.
- Enzymerne kan påvirke smagen, og teksturen kan også blive dårligere. Maden bliver ikke nødvendigvis sundhedsskadelig, men bare ikke særlig indbydende, siger han til Samvirke.