Maaji Nuan vil have de ældre med
Maj står igen i sundhedens tegn i flere byer og bygder. Arrangørerne af Maaji Nuan i Nuuk vil have flere ældre med i år
Vejret er med arrangørerne af Maaji Nuan i Nuuk, hvor 1. maj er lun fra morgenstunden med et par graders varme. Det er tæt på at være ideelle rammer til åbningsløbet klokken 18.00 med start foran kulturhuset Katuaq.
Der var mellem 230 og 240 forskellige aktiviteter under Maaji Nuan i Nuuk sidste år, og der er allerede planlagt 115 forskellige aktiviteter i år.
- Vi har en dynamisk kalender, hvor der hele tiden er plads til at sætte flere aktiviteter på, så vi regner med at have mindst lige så mange aktiviteter i år, siger Katrine Andersen fra arrangørerne af Maaji Nuan til Sermitsiaq.AG.
Karate for ældre
Trækplasteret til starten af Maaji Nuan er sundhedsguruen Chris MacDonald, der klokken 15.00 har et foredag om sundhed og motion i Katuaq.
Læs: Sundhedsguru henter inspiration i Grønland
Han har også et kort peptalk, inden åbningsløbet på 5 kilometer bliver skudt i gang klokken 18.00, hvor man kan vælge at løbe, gå, cykle eller køre på løbehjul.
Aktivitetsplanen kan ses på Maaji Nuans hjemmeside, hvor arrangørerne håber på at flere ældre vil tage imod forskellige tilbud på aktiviteter.
- Antallet af deltagere er underordnet for os. Det er en succes i sig selv, når folk kommer til aktiviteterne. Men det vil være rigtig godt, hvis flere ældre deltager i aktiviteterne, siger Katrine Andersen.
En af de nye ting, ældre kan prøve, er karatetræning, hvor folk over 50 år har mulighed for at prøve kræfter med kampsport hos karateklubben.