pilluarit

Lund Olsen erstatter Olsvig

Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen indtræder nu som suppleant for folketingsmedlem Sara Olsvig. Han skal være suppleant de kommende 10 uger

Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen indtræder i dag mandag som suppleant for folketingsmedlem Sara Olsvig
Offentliggjort

I dag mandag har Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen første dag på Christiansborg som stedfortræder i Folketinget for partifællen Sara Olsvig.

Johan Lund Olsen vil være suppleant for Sara Olsvig de kommende 10 uger, imens Inatsisartut afholder efterårssamling. Olsvig træder dog kort ind igen i september, hvor hun som Folketingets repræsentant i Den Arktiske Parlamentariker Komite skal deltage i et møde i Murmansk. Her udnævnes hun til formand for komiteen.

- Jeg glæder mig til et spændende og travlt efterår her i Folketinget. Jeg ved, at regeringens forslag til Finanslov 2014 vil fylde en del, og jeg glæder mig til en konstruktiv dialog med mine kollegaer på Christiansborg, siger Johan Lund Olsen på sin første dag i Tinget.

Får meget at se til
Udover Finansloven for 2014 vil Johan Lund Olsen fortsætte arbejdet med de sager, IA Folketingimis løbende arbejder med, ligesom der vil være relevante rejser for Johan som grønlandsk suppleant i Folketinget.

Johan Lund Olsen vil varetage samtlige af Sara Olsvigs medlemskaber i diverse folketingsudvalg, blandt andet som formand for Folketingets Grønlandsudvalg og som medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, Forsvarsudvalget og Miljøudvalget.

Powered by Labrador CMS