Lufthavne: Opposition kritiserer dansk veto
IA mener ikke man har lært af problemerne ved statens medejerskab af Air Greenland
Naalakkersuisut har intet lært, når det gælder et delt af ejerskab af offentlige selskaber. Det siger IA-formand Múte Bourup Egede til KNR.
Han henviser til erfaringerne fra Air Greenland, hvor SAS og staten ifølge ham har plejet egne interesser.
Det burde man have haft i baghovedet, da man gav staten vetoret på væsentlige beslutninger i Kalaallit Airports International.
- Erfaringerne er, hvis vi tager Air Greenland som eksempel, at initiativer om udvikling kan blive bremset af aktionærerne. Det har vi oplevet flere gange. Det er blandt andet det, vi ser nu, hvor vi har helikoptere, der måske er helt forældet, siger Múte Bourup Egede til KNR.
IA vil arbejde med
Der er dog den afgørende forskel, at Selvstyret er mindretalsaktionær i Air Greenland med 37,5 procent af aktierne. I Kalaallit Airports International er forholdet omvendt, her har Selvstyret et flertal på to tredjedel.
Trods kritikken vil IA arbejde med på realiseringen af projektet med henvisning til, at der på forhånd er et flertal bag aftalen med den danske stat.
Partii Naleraq derimod fastholder sin principielle modstand og ser sig bekræftet i sin kritik
- Når Danmark har vetoret på alt, hvad der har med udvikling at gøre, så er der ikke længere nogen grund til at kalde det her et grønlandsk projekt, lyder det fra Pele Broberg til KNR.
Ejeraftalen indebærer, at staten udpeger to af de seks bestyrelsesmedlemmer i Kalaallit Airports International. Derudover får staten veto over 'væsentlige ændringer i karakteren af selskabets forretningsmæssige aktiviteter', fraslag af aktier samt dispositioner, som har væsentlig betydning for de penge, som staten har skudt ind.