Lufthavne: Økonomisk Råd er kritisk over for samfundsanalyse
Økonomisk Råd sætter spørgsmålstegn ved holdbarheden af den samfundsøkonomiske analyse af lufthavnsprojekterne
Der er ikke den klare gevinst ved at bygge de tre nye lufthavne fremfor at fortsætte med Kangerlussuaq og Narsarsuaq, som en samfundsøkonomisk analyse for Selvstyret når frem til. Det skriver Økonomisk Råd i et notat til Naalakkersuisut.
Naalakkersuisut har bedt Deloitte om at udarbejde en samfundsøkonomisk analyse af lufthavnsprojekterne. Den analyse når frem til, at det bedst kan betale sig at bygge to internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat samt en regional lufthavn i Qaqortoq. Dette skulle give en gevinst på 280 millioner kroner (under forudsætning af at Kangerlussuaq og Narsarsuaq omdannes til heliporte). Fortsætter man med de nuværende lufthavne, så skulle det have en negativ værdi på over 1 milliard kroner.
Stor investering
Men Økonomisk Råd, der giver uafhængig rådgivning til Naalakkersuisut, mener, at man skal huske også at tage højde for den enorme investering, som lufthavnsprojekterne udgør.
- I en samfundsøkonomisk sammenligning skal man være opmærksom på, at en renovering af de eksisterende lufthavne vil kræve mindre investeringer og derfor vil efterlade et økonomiske råderum til investeringer i andre formål, står der i notatet fra Økonomisk Råd.
Sammenholdt med den store usikkerhed ved beregningerne om fordele og ulemper, mener Økonomisk Råd ikke, at det er en samfundsøkonomisk fordel at bygge de nye lufthavne sammenlignet med at renovere de gamle.
- På grundlag af det tilgængelige materiale samt usikkerhederne ved sådanne opgørelser finder Økonomisk Råd ikke, at der er afgørende forskel i de samfundsøkonomiske konsekvenser af de to løsningsmuligheder, står der i notatet.
Savner risiko-analyse
Rådet mener også, at man beskæftiger sig alt for lidt med risikoen ved så stor en investering.
- Lufthavnspakken indebærer en større risikoeksponering, men skaber til gengæld også muligheder for en fremtidig erhvervsudvikling, og gevinsterne herved er ikke medtaget i beregningerne, hedder det.