Efterårssamling
Lufthavne, handicappede og grundlov på dagsordenen
Medlemmerne af Inatsisartut skal drøfte i alt 111 punkter på efterårssamlingen
Politikerne får masser at se til, når de skal drøfte punkterne på Inatsiartuts efterårssamling. Der er nemlig optaget i alt 69 punkter fra medlemmerne og 42 punkter fra Naalakkersuisut til behandling. Det oplyser formanden for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen, i en pressemeddelelse.
Der var i alt 71 indsendte forslag fra partierne, inden fristen udløb i august måned.
Læs: IA indsender over dobbelt så mange forslag som Siumut
Fokus på handicappede
Selvom diskussionerne om de fremtidige lufthavne og landingsbaner nok bliver de helt store, er der også andre emner, som medlemmerne fokuserer på.
Der er nemlig fire punkter, der handler om de handicappede.
Både Siumuts og Inuit Ataqatigiits medlemmer af Inatsisartut foreslår, at Naalakkersuisut skal fremlægge forslag til revideret lovgivning om hjælp til personer med vidtgående handicap, der tilgodeser FN's konvention om handicappedes rettigheder.
Medlem af Inatsisartut, Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit, har et forslag til forespørgselsdebat om, hvordan man kan skabe et mere rummeligt uddannelsessystem til personer med handicap. Og Siumuts medlemmer af Inatsisartut har næsten samme forslag til forespørgselsdebat.
Grundlov
Tre Inatsisartut medlemmmer, Per Rosing-Petersen (PN), Jens Immanuelsen (S), og Aqqaluaq B. Egede (IA) har allesammen fremsat forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Naalakkersuisut skal nedsætte en grundlovsforberedende kommission.
Der er også tre punkter, der handler om hash, som Inatsisartut medlemmerne skal behandle. Forslagene lyder blandt andet, at der skal fremlægges en national indsatsplan og oprettes en specialiseret enhed hos skattemyndighederne, samt at indsatsen skal styrkes.
Efterårssamlingen i Inatsisartut begynder fredag den 25. september klokken 11.00 og er planlagt afsluttet den 2. december i år.
Alt materiale om efterårssamlingen kan ses på inatsisartut.gl.