Lovudvalg: Råd skal have lønnet formand

Grønlands Råd for Menneskerettigheder skal nu have eget sekretariat, og formanden skal aflønnes.

Anders Olsen, Siumut, Nanortalik
Formanden for Lovudvalget, Anders Olsen, har nu sammen med de øvrige medlemmer i udvalget lavet en betænkning til en ny hovedlov for Grønlands Råd for Menneskerettigheder, som øger det offentliges udgifter til arbejdet.
Offentliggjort

For at fremme og beskytte menneskerettigheder i Grønland oprettede man tilbage i 2012 et uafhængigt råd, men en evaluering fra 2016 har påvist flere uhensigtsmæssigheder, som et lovforslag nu vil rette op på.

Rådet har været præget af blandt andet hyppige udskiftninger.

En betænkning, leveret af Lovudvalget, støtter en ny hovedlov for Rådet for Menneskerettigheders virke, og fem punkter fremhæves som de væsentligste i forhold til rådets ageren i dag.

De fem ændringer

  • Etablering af et sekretariat vurderes til at sikre rådet et kontinuerligt arbejde og øge uafhængigheden. Rådet får pligt til at lave regnskab og årsberetning, så gennemsigtigheden af rådets arbejde og midler øges.
  • Formanden skal fremadrettet modtage vederlag på grund af den væsentlige arbejdsbyrde, der må påregnes.
  • Krav om årligt interessentmøde, så en bred vifte af aktører får mulighed for at give deres input til rådets arbejde.
  • Præcisering af rådets lovbundne opgaver.
  • Til slut i betænkningen bliver der gjort opmærksom på af Lovudvalget, at Inatsisartut, når de skal udpege medlemmer, skal sikre, at ældre medlemmer er repræsenteret i rådet, da de repræsenterer en sårbar gruppe.

I Lovudvalget sidder formanden Anders Olsen, Siumut, næstformand Sofia Geisler, IA og de øvrige medlemmer er Justus Hansen, Demokraterne, Stine Egede, IA og Aleqa Hammond, Nunatta Qiturnai.

Powered by Labrador CMS