terror

London ramt af nyt terror-angreb

London Bridge og Borough Market er blevet ramt af terrorangreb, skriver Metropolitan Police på Twitter.

London Bridge lørdag aften, hvor redningsmandskab hjælper sårede.
Offentliggjort

Der er sket to terrorangreb i London lørdag aften ved London Bridge og Borough Market, skriver Metropolitan Police på Twitter.

Fodgængere påkørt

En tredje hændelse i Vauxhall-området, som politiet også er rykket ud til, er ikke relateret til de to angreb.

Politiet bekræfter, at det har fået meldinger om, at et køretøj har påkørt fodgængere på London Bridge.

Ved London Bridge har en hvid varevogn angiveligt kørt ind i fem eller seks personer på broen. Det fortæller vidner til BBC.

Mindst een død

Mindst én person skal være omkommet ved London Bridge, oplyser politiet til tv-stationen BBC.

- Vi er blevet oplyst af politiet om, at der har været mere end et dødsfald i forbindelse med hændelsen ved London Bridge, siger journalisten fra BBC.

Derudover er politiet til stede ved Borough Market, hvor der er meldinger om knivstikkeri og skud.

Øjenvidner har fortalt, at to mænd trængte ind på en restaurant i Borough Market, hvor de stak to personer ned, beretter en CNN-journalist. Det er dog ikke bekræftet af politiet.

Politiet opfordrer folk i London til at være på vagt.

"Løb, gem dig, informer"

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danskere i området til at kontakte pårørende, hvis de er i sikkerhed.

"Løb, gem dig, informer," lyder det på Twitter.

Den britiske premierminister, Theresa May, er ved at blive orienteret om situationen i London, oplyser en talsmand ifølge tv-stationen.

Også USA's præsident, Donald Trump, er blevet briefet, skriver BBC.

Hændelserne kommer bare nogle uger, efter at en koncertarena i Manchester blev angrebet af en selvmordsbomber. 22 ofre mistede livet, og 116 blev såret.

Det var det blodigste angreb i Storbritannien siden 2005, hvor 52 personer blev dræbt under koordinerede angreb mod Londons transportsystem.

Powered by Labrador CMS