ny dansk regering

Løkkes sololøb starter med uro om topskat

Allerede inden omverdenen i detaljer kender Lars Løkke Rasmussen regeringsgrundlag, er der opstået uro i blå blok om planer om sænkelse af topskatten.

Lars Løkke Rasmussen, Kristian Thulesen Dahl,Folketinget
Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl er uenige om en sænkelse af skatten - derfor må Venstre gå solo.
Offentliggjort

Vi ved ikke så frygtelig meget om, hvad Venstres formand og kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen vil med sin Venstre-regering.

Men det, vi trods alt ved, gav allerede inden Løkke officielt har fået udleveret nøglerne til Statsministeriet, anledning til offentlig uro blandt Løkkes allierede i den blå blok.

Ifølge Ritzaus oplysninger var det, der lå på forhandlingsbordet i de seneste hektiske dage et 20 siders oplæg til et regeringsgrundlag fra Løkke, der i brede vendinger og uden ret mange konkrete tal og specifikke mål beskrev retninger for Løkkes regeringsførelse.

Men noget af det konkrete skulle være en sænkelse af skatten på den sidst tjente krone - marginalskatten - på fem procent.

En sænkelse, som Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, på den ene side hylder, men som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl - den stærke mand i blå blok - straks skød ned igen.

– Liberal Alliance ønsker topskatten væk. Det går Dansk Folkeparti ikke ind for. Vi er ikke gået til valg på at afskaffe topskatten. Det står vi fast på, sagde han i de tidlige morgentimer til TV2 News.

Dermed er der ikke udsigt til nogen lettelse i topskatten, og dermed er vi også inde ved kernen af det, der bliver Lars Løkke Rasmussens store udfordring i den kommende valgperiode:

Hver gang, han vil have noget gennemført, skal han ned i Folketingssalens uvejsomme skyttegravs-terræn og finde 56 venner, eller mandater, der kan lægges til Løkkes egne 34 mandater, som partiet opnåede ved valget.

Det sidste parti i blå blok, De Konservative, bød lørdag også ind med noget af en bredside.

Det skete, da en af partiets helt centrale skikkelser, Brian Mikkelsen, på Facebook beskyldte Venstre for "at svigte" boligejerne ved "ikke at gøre noget ved den stigende grundskyld" i regeringsgrundlaget.

De højlydte gnidninger kommer efter godt en uges forhandlinger mellem primært partierne i blå blok med Lars Løkke Rasmussen for bordenden.

Og det er ifølge Ritzaus oplysninger ikke gået stille for sig.

Særligt den såkaldte "arbejdsfrokost" torsdag mellem de fire borgerlige partiledere skulle have budt på høj bølgegang, og hvor Anders Samuelsen skulle have sat hårdt mod hårdt i kampen for at få hamret flere aftryk ind i Løkke-regeringens fundament.

Særligt Løkkes klokkeklare valgløfte om at genindføre håndværkerfradraget med tilbagevirkende kraft - en idé, som bestemt ikke er groet i Liberal Alliances højbed - skulle være bragt i spil for at opnå flere indrømmelser.

Det har allerede været fremme, at Dansk Folkeparti følte, at Lars Løkke Rasmussens oplæg ved forhandlingerne ikke var konkret nok til at træde ind i en regering for første gang i partiets historie.

Og ifølge en central kilde omkring forhandlingerne har man hos Dansk Folkeparti i de seneste dage haft en opfattelse af, at Løkkes "Plan A" faktisk var at tage styringen med regeringsapparatet alene.

Hvad end der er op og ned, så er resultatet i hvert fald, at Løkke har gjort netop det, og søndag formiddag præsenterer han så sin regering for dronningen.

Powered by Labrador CMS