Folketingets åbning
Løkke vil hjælpe grønlandske børn
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kaldte i sin åbningstale rigsfællesskabet for unikt
Vi skulle lige en tur forbi uddannelse, terror, boligskatter, flygtninge og kræftbehandling inden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nåede frem til rigsfællesskabet. Men så kommer det også et par pæne ord.
- Rigsfællesskabet er et unikt fællesskab, sagde statsministeren.
- Et fællesskab, der bygger på respekt for, at vi er forskellige.
Støtter indstatsen for børn og unge
Han lovede at bakke op om Naalakkersuisuts indsats for børn og unge.
- Vi lægger op til at understøtte selvstyrets arbejde for børn og unge i Grønland. Ligesom vi vil styrke indsatsen for udsatte grønlændere i Danmark, sagde Lars Løkke Rasmussen (V).
Økonomiske udfordringer
Han vil desuden bakke op om den økonomiske udvikling i både Grønland og på Færøerne. Han kom dog ikke nærmere ind på, hvordan det konkret skal foregå.
- Vi deltager også gerne i en dialog om den økonomiske situation. Den er forskellig på Færøerne og i Grønland. Begge lande har lige nu gode konjunkturer. Men der er store udfordringer på lidt længere sigt, sagde statsminiteren fra talerstolen.
Stolthed
Han sluttede den del af sin tale af med, endnu engang at udtrykke sin glæde over rigsfællesskabet.
- Vi skal være stolte af vores rigsfællesskab. Vi giver plads til forskellighed, men deler en fælles kerne. Det blev bekræftet på rigsmødet i Grønland i foråret. Vi har en tradition for sammen at finde løsninger, der løfter os alle op, sagde Lars Løkke Rasmussen (V).