Løkke til Trump: Dansk forsvar skal ikke måles på penge

Danmark kan ikke love et forsvarsbudget på to procent af bnp'en. Det har Løkke meldt klart ud til Trump.

Lars Løkke Rasmussen under Nato-topmødet i samtale med Estlands regeringschef Juri Ratas
Offentliggjort

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke lovet den amerikanske præsident, Donald Trump, at Danmark vil øge forsvarsbudgettet til at være to procent af bruttonationalproduktet inden for en bestemt tidsramme.

Penge er ikke det afgørende, lyder det.

- Jeg har gjort det meget klart, at set med danske øjne vil vi ikke acceptere, at man måler vores solidaritet alene på det danske forbrug, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge statsministeren skal det ikke være en konkurrence om, hvem der bruger flest penge på forsvar, men hvordan pengene bliver brugt.

Danmark har fuldt ud lige så alvorlige tabstal i Afghanistan som amerikanerne, påpeger statsministeren.

- Jeg har sagt til den amerikanske præsident, at jeg kunne umuligt tage hjem og se de pårørende, som har mistet sønner og døtre i Afghanistan, i øjnene, hvis det hele bare bliver en konkurrence om, hvor mange penge man bruger, og man slet ikke tager højde for, hvordan de bliver brugt, siger han.

Statsministeren bakkes op af udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), som beskriver det netop afsluttede Nato-topmøde som kompliceret og præget af "høj spænding".

- Det har på alle måder været et interessant møde at være med til. Det har på ingen måder været nemt, og hvis man påstår andet udadtil, er det ikke rigtigt, siger udenrigsministeren.

Han understreger, at Danmark altid stiller op i krisesituationer - herunder deltager Danmark aktuelt i en indsats mod Islamisk Stat sammen med 60 andre nationer, som går under navnet Counter Isil.

Af denne grund bør Det Hvide Hus være tilfreds med dansk indsats, lyder det fra Samuelsen.

Donald Trump har ellers langet hårdt ud efter Nato-landene og krævet, at de skal bruge to procent med det samme på forsvarsbudgettet samt fire procent på sigt.

Men ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen bliver det ikke en realitet.

- Midt i al det her må man ikke glemme, hvorfor vi er her, siger Lars Løkke.

- Det er ikke for at tilgodese amerikansk indenrigspolitik.

Det seneste danske forsvarsforlig tilfører 12,8 milliarder kroner over de næste fem år til Forsvarets budgetter.

Det betyder en forøgelse med en femtedel, men det får kun det danske budget i 2023 til stige til 1,3 procent af bnp'en.

På trods af at dansk bidrag ikke lever op til amerikanske krav, rejser præsidenten i aften videre til Storbritannien med et smil på læben, lyder det fra Løkke.

Her skal Donald Trump blandt andet mødes med premierminister Theresa May, som også deltog i Nato-topmødet.

- Jeg er glad for, at den amerikanske præsident forlader Nato-mødet med det indtryk, at det har været det bedste Nato-møde nogensinde.

- Fordi, når han er glad, så er vi for så vidt også glade, siger Lars Løkke Rasmussen.

Powered by Labrador CMS