Folketinget
Løkke opgiver at lande stor politisk aftale
Lars Løkke Rasmussens 2025-plan udskydes
Han søger i stedet at få en hurtig aftale om finansloven for 2017, nye ejendomsvurderinger og PSO-afgiften, som EU-Kommissionen har underkendt.
Hårdknude
Forhandlingerne om regeringens 2025-plan er nemlig gået så meget i hårdknude, at de udskydes på ubestemt tid. Forhandlingerne genoptages først, når der er forhandlet en finanslov for 2017 på plads.
- Det er jo ingen hemmelighed, at dansk politik har været frosset ned i en periode. Vi fremlagde en meget ambitiøs plan - båden en finanslov og også en 2025-plan - der med et greb skulle løse en række problemer, siger han.
Stirret sig blinde
- Vi satte rigtig meget op på bordet, kan man sige. Vi troede, der var noget for enhver smag. Det har der også været, men folk har haft mere travlt med at stirre sig blinde på det, man ikke kunne lide, siger Lars Løkke Rasmussen.
Blå blok
Han har taget de borgerlige partiledere i ed om at udskyde dele af forhandlingerne.
- Danmark har brug for en borgerlig-liberal regering, og det er derfor, at jeg nu - i forståelse med partilederne i Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti - lægger op til, at vi nu i første fase får en finanslov på plads, siger Løkke.
Topskat
Dermed forhandler han ikke lavere topskat, som LA har krævet sænket. Derimod har DF blankt afvist LA's krav.
Tidligere mandag opfordrede DF's formand, Kristian Thulesen Dahl Løkke til at enten at forhandle finansloven eller risikere, at det går galt.
Han ånder lettet op ved udskydelsen.
- Endelig siger han.
Ærgrer sig
Løkke ærgrer sig over, at der intet er sket i to måneder.
- Det er en totalt uholdbar situation, og det fører kun et sted hen: Det fører ned i en blindgyde, hvor Danmark med sikkerhed ender i et folketingsvalg, som vi ikke har brug for, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/