advarsel
Løkke: Grønlands velfærd er ikke fremtidssikret
Trods fremgang i 2016 er de økonomiske problemer ikke løst. Der er stort behov for reformer, fastslår Lars Løkke Rasmussen
Økonomien holder ikke, og det skal tages dybt alvorligt.
Det er de ord, man efterlades med, når man læser afsnittet om Grønlands økonomi i statsminister Lars Løkke Rasmussens Redegørelse om rigsfællesskabet 2017.
Læs: Erhvervsliv: Vi mangler politisk lederskab
Grundlæggende problemer
Her bemærkes det, at der var en høj vækst med fremgang sidste år, men at det langt fra redder samfundsøkonomien.
- Udviklingen er dog ikke udtryk for, at de grundlæggende problemer i økonomien er løst. Grønland står fortsat over for store økonomiske udfordringer i forhold til vækst, beskæftigelse og finanspolitisk holdbarhed. Der er stadig et stort behov for reformer og ny erhvervsudvikling, hvis det grønlandske velfærdssamfund skal fremtidssikres, fastslår Lars Løkke Rasmussen i redegørelsen.
Ikke kun en prognose
Han henviser desuden til de beregninger, som Grønlands Økonomiske Råd har foretaget siden 2010.
Læs: Ung iværksætter til politikerne: I er problemet!
- Beregningerne viser, at med den nuværende finansiering og udgiftsmæssige indretning af det grønlandske velfærdssamfund, vil de offentlige udgifter være stigende frem mod 2040, mens de offentlige indtægter ikke vil stige tilsvarende … Det er estimeret, at der vil være behov for budgetforbedringer på knap 1 mia. kr…. Beregningerne er ikke en prognose, lyder det advarende.
Reformer, reformer, reformer
I redegørelsen noteres det, at rådet har peget på behovet for reformer.
- En udskydelse alene vil øge problemernes omfang og medføre behov for stadig kraftigere tiltag, anføres det.
Statsministeren bemærker dertil, at Regeringen har tilbudt Naalakkersuisut ”rådgivning og administrativ bistand i forhold til reformer og initiativer, som Naalakkersuisut ønsker at gennemføre”.