Lidegaard vil pege på statsministerkandidat inden valget
Det kan både blive en kandidat fra Venstre eller fra Socialdemokratiet, som kan få De Radikales opbakning.
Politisk leder Martin Lidegaard (R) og Samira Nawa (R) var under pressemødet på Københavns Hovedbanegård til tider en anelse udfordret af højttalerne, som gav beskeder til de rejsende.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De Radikale vil ikke lige nu udpege en statsministerkandidat, som partiet kan stå bag ved næste folketingsvalg, der skal finde sted om maksimalt 15 måneder.
Det siger politisk leder Martin Lidegaard (R) onsdag på et pressemøde på Københavns Hovedbanegård forud for partiets sommergruppemøde.
- Vi kan sådan set samarbejde glimrende med begge de partier, altså Socialdemokratiet og Venstre.
- Så længe vi kunne få en hurtig grøn omstilling og kunne begynde at prioritere ikke bare Arne og ulve, men også børn, vores unge og deres uddannelser, siger Martin Lidegaard.
Med "Arne" henviser Martin Lidegaard til aftalen om Arne-pensionen, som handler om retten til en tidligere tilbagetrækning. I forhold til ulve handler det om ulvedebatten, som har kørt de seneste måneder, og som handler om, hvad der skal gøres ved de ulve, som render rundt i Danmark.
Inden folketingsvalget vil partiet meddele, hvem partiet stiller sig bag.
- Vi kommer helt sikkert til at melde ud, hvem vi peger på, og hvem vi ikke peger på inden næste folketingsvalg, siger Martin Lidegaard.
Det næste folketingsvalg skal finde sted senest 31. oktober 2026, men det er som bekendt statsministeren - altså Mette Frederiksen (S) for nuværende - som bestemmer, hvornår der skal trykkes på valgknappen.
- Den, der er mest klar til at levere på det, der betyder noget for os, kommer til at afgøre det. Det er børn, unge og det grønne.
- Det er det, vi kommer til at navigere efter, når vi skal tage stilling til det parlamentariske, og hvem vi gerne vil i regeringen med og gerne vil gøre til statsminister, siger Martin Lidegaard.
Foreløbig er det kun statsminister Mette Frederiksen (S), som er statsministerkandidat. Hverken Troels Lund Poulsen (V) eller andre har meldt sig.
Men flere borgerlige partier har peget på Troels Lund Poulsen som blå bloks statsministerkandidat. Senest åbnede Liberal Alliance for, at partiet godt kan pege på den nuværende forsvarsminister. Tidligere har De Konservative og Dansk Folkeparti mere klart udtalt, at de peger på Troels Lund Poulsen.
- Jeg konstaterer, at landskabet bevæger sig i øjeblikket, og at flere fra den blå side kigger mod Troels Lund Poulsen. Så lad os nu se, hvad der sker de kommende måneder, siger Martin Lidegaard, som ellers ikke vil kloge sig på, hvad blå blok har af tanker om sagen.
Men Martin Lidegaard vurderer dog, at partierne i blå blok nok skal komme frem til, at det vil være en fordel at have en statsministerkandidat.