Licenskontrol: Der gik fisk i registreringerne
Grønlands Fiskerilicenskontrol indrømmer, at flere rapporteringer om fangst af laks for 2018 er blevet registreret forkert.
Grønlands Fiskerilicenskontrol udsendte en pressemeddelelse i starten af marts, hvor det blev oplyst, at 585 licenshavere ud af 790 ikke havde rapporteret deres fangst af laks for sidste år.
Det er imidlertid kke korrekt.
Foreningen for Fritidsfiskere og fangere i Nuuk oplyser, at deres medlemmer har rapporteret deres fangst.
- Nu får de at vide, at de skal rapportere deres fangst igen inden 15. marts, for ellers mister de deres licenser, skriver næstformand i foreningen, Peter Davidsen i en pressemeddelelse.
Manglende registrering
Grønlands Fiskerilicenskontrollen bekræfter, at registreringen af fiskernes rapporteringer ikke er fyldestgørende.
- Det er desværre korrekt, at vi har fået henvendelser fra licenshavere som har rapporteret deres fangst, men at dette ikke er blevet registeret hos GFLK, svarer chefkonsulent i GFLK, Katrine Kærgaard i en mail til Sermitsiaq.AG
Hun oplyser, at der er flere grunde til den manglende registrering. Flere borgere har rapporteret til deres kommune, men nogle af de rapporter er ikke sendt videre til GFLK. Derudover har GFLK registreret rapporteringerne forkert.
Rapportering gennem Sullissivik
I henhold til bekendtgørelsen om fiskeri efter laks fra 2018 er der indført et krav om, at licenshavere skal rapportere deres fangst, også selvom de ikke har fanget laks - den såkaldte nul-fangst rapportering. Laksefiskere skal rapportere deres fangst, før de kan forny deres licens.
Foreningen for Fritidsfiskere og Fangere i Nuuk foreslår, at kommunernes selvbetjeningssystem Sullissivik kan bruges til at rapportere om fangst af laks.
- Hvis rapportering af fangst skal være tidssvarende, hvorfor kan vi ikke rapportere vores fangst gennem Sullissivik.gl, ligesom vi kan få vores licens derigennem? spørger næstformanden.
- For at gøre rapportering af fangst nemmere og mere gennemskuelig, har Grønlands Fiskerilicenskontrol overvejelser om at bruge Sullissivik.gl og eventuelt via en app i mobilen, oplyser Katrine Kærgaard til Sermitsiaq.AG.
Hun oplyser, at ifølge det seneste tal, så har 547 ud af 790 licenshavere rapporteret deres fangst for sidste år.