Leder: Hestekur

Naalakkersuisut er ved at sende befolkningen på en voldsom økonomisk hes­tekur. Forslaget til finanslov efterlader ingen tvivl om den sag, og i udgangspunktet er der al mulig grund til at rose Kuupik Kleist & Co. for det oprydningsarbejde, der er sat i gang.Samtidig er der grund til at glæde sig over, at naa­lakkersuisut tilsyneladende ikke lider af den opportunisme og behagesyge, som prægede de vennesæle forgængere på ministertaburetterne.Fiskeriet og fiskeindustrien er det gode eksempel. Og det skræmmende.

Offentliggjort

Eksemplet fra Nordgrønland taler sit eget sprog. Naalakkersuisut har sat proppen i for garnfiskeri efter hellefisk, og det rammer naturligvis en masse mennesker: Fiskerne og fangerne, de ansatte i fiskeindustrien, underleverandørerne etc.

Vi forstår udmærket, at nordgrønlænderne er bekymrede – men vi har også stor respekt for, at vi omsider har fået et politisk lederskab, som respekterer nødvendigheden af et bæredygtigt tryk på havets ressourcer. Vi er nødt til at indstille os på, at vi ikke kan fiske uden hensyn til den biologiske rådgivning, og vi må belave os på, at nogle af havets ressourcer skal have tid til at komme til hægterne, før vi igen kan speede op for fiskeriet. Vi har selv tømt havet for fisk, og der er kun os selv til at tage konsekvensen af det.

Men derved kommer mange mennesker i klemme. Ganske vist varsler naalakkersuisut et analyse- og udredningsarbejde, som skal munde ud i nye erhvervsudviklingsinitiativer – men først om to-tre år. Hvad skal der ske med de mange mennesker i mellemtiden?

Det er glimrende, at naalakkersuisut vil have skik på tingene. Det er klogt at fastlægge en langsigtet politik og da ikke mindst på så afgørende et område som erhvervsudviklingen. Men da det nu engang er mennesker, det hele handler om, må vi appellere om, at naalakkersuisut også formulerer – og gennemfører – en konkret politik på den korte bane og for de akutte behov. Ellers lades en stor befolkningsgruppe i stikken.

Hvad skal disse mennesker leve af, når deres levebrød tages fra dem? Hvordan skal de svare de huslejestigninger, som allerede er varslet? Hvordan skal de brødføde sig selv og deres familier?

Vi spørger bare, men det er ikke nok med arrogante svar i stil med det, som medlem af Naalakkersuisut for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen kom med forleden: »Der har levet folk i dette land i tusinder af år. Hvad betyder fem år?!«

Powered by Labrador CMS