Leder: Følelse og fornuft

Magen til arrogant holdning skal man lede længe efter. Ikke nok med at landsstyreformanden balancerer på kanten af sandheden, når han argumenterer for sin plan; han håner samtidig og ikke mindst de landsmænd, som af den ene eller anden grund ikke behersker det grønlandske sprog. Disse mennesker er nu ligesom andre nationaliteter udelukket fra ledende stillinger i centraladministrationen, hvis de ikke taler grønlandsk.

Står det til Hans Enoksen skal denne holdning gennemsyre hele det grønlandske samfund - fra vugge til grav, fra centraladministrationen til det mindste offentlige kontor, og i offentligt ejede virksomheder med engelske navne som Tele-Post Greenland, Air Greenland, Royal Arctic Line og Royal Greenland, hvor koncernsproget for­øv­rigt er engelsk. Selv private virksomheder forsøger han at øve indflydelse på.

Nu er der næppe nogen, som mener, at grønlandsk ikke skal være førstesprog i Grønland. Naturligvis skal der værnes om det grønlandske sprog, men er det fornuftigt, at et lille sprogområde med cirka 50.000 mennesker isolerer sig rent sprogligt? Ville det ikke være klogere at kigge i krystalkuglen, se ind i fremtiden og vurdere hvilke sprog, de kommende generationer har brug for?

Uanset Hans Enoksens grønlandisering vil det i mange år endnu være nødvendigt for unge grønlændere at berherske dansk, hvis de vil have en uddannelse. Det gør muligvis ondt på Enoksen og hans ligesindede, men sådan er virkeligheden. Men ligeså vigtigt er det, at de unge lærer engelsk.

I flere store grønlandske selskaber er engelsk forlængst blevet en forudsætning for god kommunikation med samarbejdspartnere, leverandører, kunder og myndigheder i andre lande. Internettet - nutidens mest hotte globale kommunikationsform - får en helt ny dimension, hvis brugerne også behersker engelsk. Og når nu ambitionen med den nye universitetspark er, at den skal have international tiltrækningskraft, bør det stå helt klart, at den akademiske forskning og samtale vil komme til at foregå på engelsk. Universitetets undervisningssprog vil blive både grønlandsk, dansk og engelsk. Mange lærebøger findes end ikke på dansk, men kun på engelsk eller andre hovedsprog.

Hvis ALCOA gør alvor af sine planer og anlægger et aluminiumssmelteværk i Grønland, er det nødvendigt at grønlandske lederspirer kan tale engelsk.

Hvis olien engang springer og udvindes af store multinationale petrokemiske giganter, er det nødvendigt, at vi kan tale engelsk, hvis vi vil have indflydelse, og hvis grønlændere skal gøre sig håb om ledende stillinger i disse selskaber.

Hvis vi vil deltage aktivt i den globale debat om, hvordan vi løser klimaproblemerne, er det nødvendigt at vi behersker engelsk.

Og sådan kan vi blive ved.

I det lys er det dybt fortvivlende, at Hans Enoksen nu lancerer sin grønlandiseringsplan. Han burde i stedet have lagt en plan for grønlandsk internationalisering. En plan, som kunne vise, at Grønland på vejen til selvstændighed også gør sig klar til at blive en åben og aktiv aktør i det internationale samfund.

Problemet er imidlertid, at en sådan plan næppe vil have klangbund i Hans Enoksens vælgerskare. Her tæller det mere at spille på følelserne end på fornuften, og Hans Enoksen står overfor en vigtig milepæl i sin politiske karriere. Han vil givet søge genvalg som formand for sit parti, Siumut. Det skal ske ved en urafstemning om få måneder. Måske er Enoksens egentlige ærinde, at han med grønlandiseringsplanen snedigt har indledt den interne valgkamp i Siumut.

I det parti er der tradition for at spille på følelserne. Fornuften kommer i anden række.