Leder: Et, to eller tre landsstyrer?

Isoleret set forekommer samlingen at være en af de mere anonyme. Væsentlige punkter er på forhånd pillet af dagsordenen. Det kunne ligne en walk-over for landsstyrekoalitionen, men tag ikke fejl. Det syder og bobler, og ond røg stiger til vejrs, akkurat som når en vulkan er på vej i udbrud.

Vulkanen er landsstyret selv.

Fornylig præsenterede landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender Josef Motzfeldt, Inuit Ata­qatigiit, Politisk-Økonomisk Beretning. Det skete på vegne af det samlede landsstyre, men knap var proppen slået af flasken, før Motzfeldt og landsstyrekollegaen Finn Karlsen, Atassut, røg i totterne på hinanden.

Politisk-Økonomisk Beretning noterer, at vores traditionelle hovederhverv inden for fiskeri og fangst er under pres; så hårdt pres, at der er behov for øget produktivitet og lavere omkostninger. Derfor forudser beretningen, at en af fremtidens hovedopgaver bliver at kanalisere arbejdskraft fra de traditionelle erhverv inden for blandt andet fiskeindustri, fiskeri og fangst til fremtidens væksterhverv.

Beretningen konstaterer nøgternt, at denne store omstillingsproces kun kan lykkes, hvis det generelle uddannelsesniveau højnes og arbejdskraftens mobilitet øges.

Det betyder kort fortalt, at fremtidens erhvervsstruktur vil komme til at se ganske anderledes ud. Og med en ændret erhvervsstruktur følger et nyt bosætningsmønster. Vi må flytte til de områder, hvor der er mulighed for beskæftigelse og uddannelse; det gælder også fiskere og fangere.

Det lyder som en særdeles ædruelig spådom, og at forudsigelsen understøttes af Det Rådgivende Udvalg vedrørende Grønlands Økonomi gør den vel ikke mindre lødig.

Men Finn Karlsen er ikke enig. Han betragter tydeligvis sig selv som fisk­ernes og fangernes mand i landsstyret og ikke som alle borgeres minister for fiskeri og fangst, og han tvivler på, at beskæftigelsen vil falde blandt fiskerne og i fiskeindustrien. I et udfald mod Josef Motzfeldt påpeger Karlsen, at hans landsstyrekollega er alt for hurtig til at adoptere tal og konklusioner fra Det Rådgivende Udvalg.

Så er det, at vi bliver i tvivl, om vi har ét, to eller måske endda tre landsstyrer, for hvor er landsstyreformanden?

Er det den naturstridige konsensus mellem så forskellige partier som Inuit Ataqatigiit, Atassut og Siumut, der omsider slår igennem?

Hvor længe kan kludetæppe-koalitionen holde til evindelig uro på bagsmækken? Hvordan kan uenigheden om væsentlige punkter i Politisk-Økonomisk Beretning opstå umidelbart efter, at den er blevet til i tæt samarbejde mellem de berørte landsstyreområder?

Hvordan skal vi kunne fæste lid til et landsstyre, der taler med flere tunger?