Leder: Det handler om etik og moral

»Den slags kan risikere at skade Grønlands omdømme,« lød hans vise kommentar, hvorefter han tilføjede: »Jeg ved endnu ikke, om der er foregået noget ulovligt, men ifølge reglerne må man ikke bare tage noget mattak og efterlade resten af narhvalen.«

Vi bebrejder ikke landsstyremedlemmet, at han afstod fra at gøre sig til dommer over fangerne, men selv om vi normalt ikke forventer det store fra Karlsens side, er vi alligevel skuffede. Hvorfor erklærede han ikke prompte, at han tog skarpt afstand fra nedskydningen af de mange narhvaler, og at han ønskede sagen undersøgt til bunds?

Finn Karlsens berøringsangst er ikke enestående. Vestnordisk Råd har holdt årsmøde, mens grønlandske og udenlandske medier har berettet fyldigt om hvaldrabene. Men i en pressemeddelelse fra årsmødet forbigås begivenheden. Rådet støtter angiveligt alle landes bæredygtige hval- og sælfangst og opfordrer til en fælles vest­nordisk indsats »for at formidle informationer om sæl- og hvalfangst, for at modarbejde den følelsesladede og uoplyste debat som ofte kendetegner diskussionerne om denne fangst i lande, som ikke har tradition for enten sæl- eller hvalfangst.«

Spørgsmålet er imidlertid, om Grønland og andre lande, som har tradition for sæl- og hvalfangst, vedblivende kan fastholde de såkaldt følelsesladede og uoplyste befolkninger og politikere i andre lande i troen på, at vores fangst udelukkende finder sted på et bæredygtigt grundlag.

Hvor længe kan vi forvente forståelse og sympati for, at vores fangst er tæt knyttet til vores kultur og historie, og at vi kun fanger de dyr, der er nødvendige for at sikre fødevareforsyningen, når det viser sig, at argumentet er hult.

Massakren i Rømer Fjord gør da også ondt i fangernes egen organisation, KNAPK. Formand Peter Olsen tager klart afstand fra forklaringen om, at fangerne i Illoqqortoormiut havde efterladt de skamferede dyr for at hente dem senere. Det gør han på baggrund af den fyldige billeddokumentation, som Sermitsiaq har fremlagt.

»Når man har været på fangst og har skudt mere, end man kan have i båden, så efterlader man ikke fangstdyrene på den måde. Man gemmer dem på en anden måde. De (fangerne, red) har skudt alt, alt for mange, og det er svært at forstå hvorfor. Det, de har gjort, kan ikke accepteres på nogen måde,« sagde Peter Olsen til sermitsiaq.gl tidligere på ugen.

Det er klar og tydelig tale fra en kyndig mand, som er rundet af de bedste traditioner i fangererhvervet.

Naturligvis giver hvaldrabene anledning til bekymring for det internationale samfunds reaktion. Dyrebeskyttelsesorganisationer verden over holder skarpt øje med os, og der kan forventes krasse reaktioner, når NAMMCO, den nordatlantiske organisation for forvaltning af havpattedyr, mødes i Sisimiut i den kommende uge.

Frem for alt er det imidlertid bydende nødvendigt, at vi griber i egen barm. Det er ikke nok, at vi ærgrer os over, at nedskydningen i Rømer Fjord blev opdaget. Vi må tage afstand fra, at det overhovedet er sket. Og vi må spørge os selv, om det er sket før, og om det sker andre steder i landet.

Det her handler ikke først og fremmest om jura. Det handler om etik og moral.