Leder: Den økonomiske virkelighed

I sommer overtog det nye landsstyre et fallitbo. Det var efter en valgkamp, hvor der var lovet forandring og fornyelse samt givet en lang række valgløfter. Vi har her kritiseret, at landsstyret er løbet fra sine valgløfter.

Men de økonomiske realiteter gør, at landsstyret langt fra kan opfylde alle sine valgløfter. Og det er værd at notere, at det nye landsstyre kommer ud med en finanslov, som driftsmæssigt er i nul.

De forandringer, der blev lovet, er lagt i kommissioner og udvalg. Mange af de tunge sager som skattereform og velfærd samt trafik, fiskeri og teatervirksomhed skal undersøges nærmere, før landsstyret vil lægge sig fast på en politik.

Landsstyremedlem for finanser har ganske vist advaret om, hvad man kan forvente af nye afgifter allerede i 2011. Men det er afgifter, som koordineres med henholdsvis socialpolitik, sundhedspolitik og miljøpolitik.

Nogle af de forventede afgiftsindtægter forekommer ganske vist alt for optimistiske. Hvordan man har beregnet indtægtsforhøjelsen, når man forbyder afgiftsfri indførelse af tobak og alkohol når man rejser, ville egentlig være rar at vide.

For vi tror ikke på, at folk går hen i butikken og køber den flaske whisky eller vin, som man ellers ville have købt afgiftsfrit. Så lader man ganske enkelt være med at købe det.

Men det er helt forståeligt, at landsstyret vil have en reform, hvor der dels skal flere penge i kassen, dels skal skabes mere social og økonomisk lighed.

Der er ikke tvivl om, at mange mennesker nu er blevet skuffet over det nye landsstyre. Resultatet af finansloven er ikke, hvad de har forventet eller er blevet stillet i udsigt. Det gælder for eksempel kulturen. Teater, film, bøger, kunst i det hele taget har brug for flere penge. Ingen har fået ekstra midler.

Vi ser at udgiverrettighederne til bøgerne – den grønlandske bogskat – sættes på auktion. Det er ikke godt.

På børneområdet er der afsat 25 millioner, men det er langt fra nok til at løse de massive problemer der er. Der skal helt andre beløb til både i selvstyret og i kommunerne, hvis vi skal have brudt den negative sociale arv, der fortsat florerer i samfundet.

For at få råd til de ændringer i samfundet, som landsstyret har stillet os alle i udsigt og som er nødvendige, og som de nedsatte kommissioner og udvalg vil komme med anbefalinger om, må der findes helt andre langsigtede besparelser.

Den økonomiske virkelighed truer, og Landstinget er nødt til i det kommende år at tage stilling til, om vi fortsat har råd til den spredte bosætning, som vi har. Tænk på hvad det koster i trafik, sundhedsvæsen, energiforsyning, uddannelser, tele osv.

Debatten kører under overfladen og blusser op ind imellem som for eksempel mellem IA’s Jane Petersen og Siumuts Hans Enoksen forleden om arbejdspladser og skoler i bygderne. Men det er for tilfældigt.

Det er nødvendigt, at der laves en langsigtet politik og landsplanlægning, så familier får mulighed for at flytte derhen, hvor der er arbejde.

Den økonomiske virkelighed truer det hidtidige bosætningsmønster, og politikerne er nødt til at tage den debat hurtigst muligt. Vi har ikke råd til at den udsættes.