Leder: Bad boys & bad timing!

Vi ved kun lidt om, hvad der udløste kampen om formandsposten, men Per Berthelsens egenrådige lederstil har længe været en torn i øjet på flere ledende personligheder i partiet. Hans retorik har haft for meget »jeg« og for lidt »vi« - det så vi senest eksempler på under kommunalvalgkampen, da partiets annoncer konsekvent fokuserede på formanden. Efterhånden som partiet er vokset og dets parlamentarikere har fået politisk erfaring, har partistifteren angiveligt haft svært ved at frigøre sig fra rollen som den, der egenhændigt lægger kursen.

At Per Berthelsen samtidig er en hysterisk kælling, det ved enhver, der har indsigt i grønlandsk politik. Visionær, dynamisk, pragmatisk, en usædvanlig drivkraft - men hysterisk. Demokraternes uomtvistelige trumfkort - og partiets største svaghed. Derfor er det på sin vis helt forudsigeligt, at Demokraterne nu slår revner, og det er bemærkelsesværdigt, at rebellerne gang på gang har bedyret, at fejden ikke skyldes politisk uenighed.

Så er det, vi spørger: Hvornår lærer grønlandske politikere at undertrykke personlige uoverensstemmelser, så de ikke overskygger det politiske? Mage til dårlig timing for et formandsopgør skal man lede længe efter.

Kommunalvalget for få uger siden resulterede i en helt ny og hidtil uprøvet konstellation i den nye Øst-Vest kommune. Koalitionen mellem Inuit Ataqatigiit og Demokraterne forekom at være udtryk for nødvendig politisk nytænkning og pragmatisk modenhed, som også kunne have et perspektiv for de to partiers arbejde i Landstinget.

Nu kan slagsmålet hos Demokraterne i yderste konsekvens få følger for koalitionen i Øst-Vest kommunen. Desuden åbner formandsopgøret en flanke i landspolitikken. Hvis landsstyreformand Hans Enoksen virkelig pønser på det juni-valg til Landstinget, som mange iagttagere forventer, har han nu fået en taktisk foræring. Et Demokraterne i indre splid og opløsning kan få vælgerne til at vende det ellers så succesfulde parti ryggen.

Tilbage på den landspolitiske slagmark er de tre gamle partier, og så skal det gå meget galt, hvis magten glider Siumut af hænde efter et hurtigt valg. Ganske vist er partiet fedtet grundigt ind i boligsagen og ligeså er IA. Kun Atassut har rene hænder i denne sammenhæng, og noget tyder på, at dette ellers så hensygnende parti er ved at få ny luft netop med afsæt i sagen om boligkøb til vennepris.

Hvis Enoksen udskriver valg, kan det derfor tænkes, at Atassut vil stjæle stemmer fra Demokraterne, og lidt vil det vel også dryppe på Siumut og IA. Da vil Siumut få let ved at fastholde og måske endda udbygge partiets sikre greb om magten.

Vi tror ikke, at det er i overensstemmelse med ønskerne i hverken den ene eller den anden fløj hos Demokraterne. Med lidt moden omtanke og bedre timing var den situation blevet undgået.