Ledelsen om portøres bekymring: Akutpakke omfatter alle faggrupper
Mandag mødtes portørerne med Sundhedsledelsen for at drøfte deres bekymringer over øget arbejdspres. Efter mødet er portørerne fortrøstningsfulde, men formanden understreger, at der ingen løfter er givet.
- Vi har fremlagt vores ønsker og bekymringer for ledelsen, og vi føler os hørt.
Sådan siger formand portørernes fagforening (Nunatsinni Portørit Peqatigiiffiat), Ujarak Jessen Heinrich, til Sermitsiaq.AG, efter et møde mellem portører og sundhedsledelse mandag eftermiddag.
Han understreger, at situationen skal tages alvorligt hos ledelsen.
- Vi klarer altid skærene og vi samarbejder godt med hinanden på Dronning Ingrids Hospital. Men grænsen er for længst nået for, hvad portørerne kan klar i forhold til arbejdspres og bemanding.
Flere operationer øger pres på portørerne
Direktør i Sundhedsvæsenet, Tina Amondsen, bekræfter, at Sundhedsledelsen har spidset ører til mødet.
- Det gik godt, håber jeg. Vi har lyttet til portørernes bekymring om, at akutpakkens øgede aktiviteter også kommer til at påvirke deres arbejdsbyrde, siger direktøren til Sermitsiaq.AG.
Det er især den del om, at der er afsat 6,5 millioner kroner til at afhjælpe ventelisterne til knæ- og hofteoperationer, som bekymrer portørerne, fordi flere operationer og undersøgelser på Dronning Ingrids Sundhedscenter vil betyde mere arbejde til portørerne med at køre patienter.
- Vi var oplyst om at akutpakken skulle rulles ud fra 1. marts og at vi dermed ville få langt mere arbejde allerede fra i morgen af, men det viser sig, at det ikke er korrekt.
Ingen afklaring om operationer endnu
Tina Amondsen fortæller, at det endnu ikke er klarlagt, hvordan akutpakken helt konkret skal udrulles men at Sundhedsledelsen arbejder for at få en plan på plads i forholdt til hvor og hvordan de mange operationer og undersøgelser skal foregå.
Det er endnu ikke sikkert, det bliver i Nuuk, da også Island og Danmark er i spil, oplyser direktøren.
Til gengæld skal der laves en plan som inkludere hele DIS, understreger hun.
- Pengene er givet til aktiviteter i sundhedsvæsenet, så der skal ses på, hvordan vi understøtter samtlige faggrupper, som er involveret i de her aktiviteter.
Håber på bedre dialog
Mødet mandag kom i stand efter portørerne i weekenden oplyste at de ville nedlægge arbjedet mandag, hvilket kom bag på ledelsen.
Tina Amondsen håber derfor, at dialogen fremover bliver taget gennem de rette kanaler i sundhedsvæsenet.
- Vi vil meget gerne i dialog, og det har vi systemer til. På mødet i går henstillede vi også til, at man bruger de systemer, der er, for dialog mellem ledere og personale omkring bekymringer som disse.
Formanden for SIK, Jess G. Berthelsen, mener ligesom direktøren, at bedre kommunikation kan afværge en del bekymringer hos medarbejderne.
- Jeg tror, der har været en kommunikationsbrist. Bedre information fra ledelsen kunne have forebygget dette møde. Ligeledes skal portørerne også rette direkte henvendelse til ledelsen, når der opstår bekymringer i arbejdet.
- Vi føler ikke problemet er løst endnu, men vi er forhåbningsfulde, i forhold til at sundhedsledelsen nu er opmærksomme på at vi skal tages med i det samlede regnestykket, når akutpakken skal rulles ude.