Laura indstillet til Bodilprisen
14 årige skuespillerinde Laura Skaarup Jensen er overrasket

Årets bedste danske skuespillere er nu udpeget. Nomineringslisten til årets Bodil er færdig, og mellem de udvalgte står den 14 årige Laura Skaarup Jensen. Hun er udpeget som én af de fem i kategorien ”bedste kvindelige birolle” for sin indsats i Eksperimentet.
Laura Skaarup Jensen fik torsdag aften at vide, at hun er nomineret til denne fornemme pris. Og hun blev meget glad.
– Jeg løb ind til min mor, hoppede og fortalte hende nyheden, fortæller Laura Skaarup Jensen med begejstring i stemmen.
- Jeg er mega glad og meget glad for al den ros jeg får. Jeg syntes det er vildt fedt, siger Laura, der er født og opvokset i Ilulissat. Nomineringen til den bedste kvindelige birolle betyder meget for Laura, men lige nu er det folkeskolen, der er vigtig for hende.
- Nomineringen betyder meget for mig, men jeg vil først tage tiende klasse med og vil meget gerne ind i gymnasiet, og der finder jeg nok ud af, hvad jeg gerne vil være, siger Laura Skaarup Jensen, der i dag går i 8.klasse på Tofthøjskolen i Storvorde.
Vil gerne lave flere film
Efter Laura spillede pigen Karen i Eksperimentet, er drømmen om at blive uddannet skuespiller blevet vakt. Hun kan godt lide at lave film.
-Jeg vil gerne være med til at lave flere film. Det vil være fedt, hvis der kom tilbud om en rolle, siger den 14 årige skuespillerinde.
Laura Skaarup Jensen bor i Storvorde med sin familie, grønlandske mor Johanne Jensen er fra Qasigiannguit, far Lars Skaarup Jensen er fra Storvorde. Laura har to mindre søskende Søren på 8 og Heidi på 6.
Laura var ni år, da familien flyttede til Danmark. Og hun savner familien i Grønland.
- Jeg savner familien i Ilulissat og i Nuuk. Også familien i Qasigiannguit tænker jeg nogen gange på, siger Laura Skaarup Jensen.