Las Vegas i Qinngorput
Tag en tur forbi Nuuk-forstaden Qinngorput, hvis du har mulighed for det, og oplev lysshowet
En del læsere husker sikkert den berømte scene i Hollywoodklassikeren, 'Fars fede Juleferie', hvor Chevy Chase går amok i julebelysning og er ved at futte hele villaen af. Sikringerne sprænger som popcorn.
Tankerne ledes hen på netop dét filmklip, når man i disse dage bevæger sig rundt i Qinngorput i Nuuk-forstaden.
Bevares, helt så entusiastiske med dioder og julelys som Chevy Chase er der ingen, som er. Men imponerende ser det i hvert fald ud.
Betragtet på afstand ligner det kulørte lysshow en munter aften i Las Vegas. Blipbåt! Her er rensdyr bukket i neon, store julehjerter, nisser og julemænd.
Lysløjerne har dog en enkelt bagside: Det koster!
Nukissiorfiit anbefaler derfor sine kunder at følge med i el-forbruget i december via nukissiorfiit.gl.
Miljøpærer
Ifølge Ivinnguaq Kristensen fra Nukissiorfiits kommunikatinsafdeling kan de julelys-begejstrede forbrugere med fordel gå over til miljørigtigt, strømbesparende julelys. På den måde bliver lysorgiet en del billigere:
- Vi opfordrer kunderne til at udskifte de traditionelle glødepærer med elsparepærer og LED-kæder. En elsparepære koster kun omkring 20 kroner mere end en glødepære, og derfor kan det trods ekstraudgiften stadig betale sig at skifte til de miljøvenlige alternativer, påpeger Ivinnguaq Kristiansen.
Med til at fuldende det kulørte skue er de traditionelle, orange-røde julestjerner. En tradition, som faktisk opstod under tiden med de kristne missionærer, herrnhutterne, som opholdt sig i Grønland fra 1733 til 1900. De gik i optog med de lysende stjerner i december og hængte dem op ved husene.
Julestjernerne symboliserer lysets genkomst, og at der snart sker noget nyt.
Den 6. januar, helligtrekongersaften, slutter lysshowet. Så er det tid til at pakke rensdyr, lyskæder og stjerner ned igen og lade vintermørket – for en tid – sænke sig over byen.
Sommertid, hvor vi atter stiller urene en time frem, begynder den sidste søndag i marts.