Lars-Emil: Inatsisartut kan beslutte en helt tredje valgdato

Principielt kan et flertal i Inatsisartut beslutte, at der ikke er grund til at udskrive valg i utide

Lars-Emil Johansen, der er formand for Inatsisartut, oplyser, at Inatsisartut den 13. marts kan vælge en helt tredje valgdato og gå imod Kim Kielsens ønske.
Offentliggjort

Tirsdag den 13. marts er det Inatsisartut, der bestemmer, om der skal udskrives valg, og i givet fald hvornår det skal afholdes. Det skriver avisen Sermitsiaq.

Anderledes i Danmark

- Det er Inatsisartut, der fastsætter udskrivelsen af valg ved lov, og et flertal bestemmer, hvordan loven skal se ud, siger formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen og tilføjer, at Grønland på dette område adskiller sig fra Danmark, hvor det er statsministeren, der suverænt udskriver valget og bestemmer, hvornår det afholdes.

- Nu har Inatsisartut altid fulgt ønsket om valg fra den til enhver tid siddende formand for Naalakkersuisut. Men principielt er det flertallet i Inatsisartut, der bestemmer, forklarer Lars-Emil Johansen.

Lyn fra en klar himmel

Var I forberedte på at Kim Kielsen ville udskrive valg?

- Nej, det kom som et lyn fra en klar himmel, og så vidt jeg forstår, er det heller ikke noget, han har clearet med sin koalition, siger formanden for Inatsisartut og tilføjer, at derfor kan alt ske.

- Vi fik mandag brev om, at formanden for Naalakkersuisut ønsker at indkalde Inatsisartut så hurtigt som muligt med henblik på at udskrive valg. Det er hans ret, så det har vi selvfølgelig efterkommet. I brevet har han foreslået to valgdatoer enten den 17. eller 24. april. Det er første gang i mit lange politiske liv, at jeg har oplevet det.

Sermitsiaqs interview med Lars-Emil Johansen lå forud for lovforslaget fra Naalakkersuisut, som blev offentliggjort torsdag sidst på eftermiddagen, og hvor Kim Kielsen skiftede holdning og nu alene peger på 24. april som valgdag.

Det forhindrer imidlertid ikke Inatsisartut-flertal at vælge en anden dag.

Læs hele artiklen om valgdatoer og interview med Lars-Emil Johansen i seneste nummer af avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til via linket herunder:

Powered by Labrador CMS