Landsstyreaftale på plads

Den nye aftale mellem Siumut og Atassut er stort set identisk med den forrige aftale, hvor IA var tredjehjul.

Finn Karlsen og Hans Enoksen så tilfredse ud da de gav hånd efter underskrivelsen.
Offentliggjort

Partiformændene for Siumut og Atassut, Hans Enoksen og Finn Karlsen underskrev i formiddags en ny samarbejdsaftale "der skal gælde valgperioden ud ".

Aftalen bygger i det store og hele på den forrige aftale, da IA endnu var det tredje koalitionsparti.

– Aftalen er så god, at vi har valgt ikke at ændre i den, men blot justeret hist og her, sagde Siumuts formand Hans Enoksen ved underskrivelsen.

Justeringerne består blandt andet i at indtægter fra olie- og råstofindtægter skal sættes ind på en fond, trafiksituationen skal koordineres bedre, således at bl.a. trafiksituationen i Uummannaq og Upernavik løses, formodentlig ved hyppigere flyankomster.

Lejer-tilejer-ordningen bliver bibeholdt, skattesystemet bliver bevaret og kommunalreformen vil ikke blive foirsinket yderligere.

Landsstyrekoalitionen vil også arbejde på at genåbne Aasiaat-fabrikken.

– Der er andre muligheder, hvis Royal Greenland eller Polar Seafood ikke ønsker at drive fabrikken, siger Hans Enoksen og afslører at der er forhandlinger igang om en genåbning af Aasiaat-fabrikken.

Begge partiformænd betonede vigtigheden af at der ikke udskrives valg, selv om trekløverkoalitionen er brudt sammen.

– Der er så mange vigtige reformer på vej, og vi ønsker ikke at forsinke processen med et valg.

Som et led i den nye landsstyresammensætning overgår landbrugsområdet fra fiskeridirektoratets område til erhvervsdirektoratets område - begge områder hører under Atassut.

Powered by Labrador CMS