Landsretten stadfæster dom for voldtægt og blufærdighedskrænkelse

Onsdag stadfæstede Landsretten dommen over en 44-årig mand for voldtægt og seksuelle overgreb i Sisimiut. Den dømte, som er i familie med den forurettede, nægtede sig skyldig, men Landsretten fastholdt kredsrettens vurdering og dom.

Offentliggjort

Hændelsen fandt sted sidste år i september, 2023, hvor forurettede, en pige under 18 år, og hendes mor besøgte den nu dømte mand i hans hjem.

Her deltog de i en aften med alkohol og stoffer, som også involverede en ven til familien. 

Ifølge pigens forklaring blev hun udsat for både voldtægt og blufærdighedskrænkelse af manden under besøget. Pigens mor sov på gulvet på grund af beruselse, da hændelsen skete.

- Ingen reagerede, da jeg endelig fortalte

Efter hændelsen var pigen længe nervøs og tøvede med at fortælle om, hvad hun havde været udsat for den nat.

Først halvanden måned senere betroede hun sig til sin storesøster.

- Min storesøster blev vred og spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde sagt noget tidligere.

Forurettede fortalte, at hun har fået at vide, at man ikke kan bevise noget, når der er gået længere tid.

Senere informerede hun sin mor, men oplevede, at moren ikke reagerede på hendes beretning.

- Min mor gjorde ingenting. Det er som om hun er ligeglad. Jeg følte hjælpeløshed. Jeg følte mig ikke troet. Jeg blev derfor vred og slog hende, fortæller pigen i retten med tårer i øjnene.

Det var pigens bedstefar, der tog affære og anmeldte sagen til politiet.

Landsrettens afgørelse

I retslokalet fastholdt anklagemyndigheden kravet om 1 år og 3 måneders anstaltsanbringelse samt en godtgørelse på 50.000 kroner til pigen for tort. 

Tiltaltes forsvarer argumenterede for frifindelse, men retten vurderede pigens forklaring som sammenhængende og troværdig.

Den nu 44-årige blev derfor fundet skyldig i alle anklager.

Powered by Labrador CMS