Landskassen betalte for Lykketofts bryllup
Da socialdemokraten Mogens Lykketoft blev gift i Grønland, lod præsten Jonathan Motzfeldt regningen for bryllupsreceptionen gå videre til de grønlandske skatteydere.

Det fortæller dr.dk.
Den 25. juli 2005 sagde Mogens Lykketoft og hans brud Mette Holm ja til hinanden i fåreholderbygden Qassiarsuk i Sydgrønland.
Det var parrets ven, præst og daværende formand for landstinget, Jonathan Motzfeldt, som viede dem. Og han inviterede derefter på snitter, kaffe og te ved en reception for bygdens cirka 50 indbyggere. Regningen lød på 4500 kroner og blev sendt til skatteborgerne.
- Vi bad om en vielse, og har ikke bedt om noget som helst andet. Vi var overraskede og glade over, at der var en reception, og vi har ikke haft nogen som helst del i planlægningen af det eller diskuteret, hvem der betalte regningen ved det beskedne arrangement, siger Mogens Lykketoft til P1 Orientering.
Oplysningerne er kommet frem, fordi grønlandske medier har gravet i politikeres brug af offentlige midler. Her har man også fundet en regning fra en frokost dagen efter brylluppet, hvor Jonathan Motzfeldt inviterede brudeparret og nogle venner på mad. De 3500 kroner blev også betalt af hjemmestyret, skriver dr.dk.
Grønlænderne må selv diskutere, om det er fair
- Jeg deltog i en frokost, og Jonathan betalte regningen. Hvor den er sendt hen, det må de diskutere oppe i Grønland, siger den tidligere finansminister Mogens Lykketoft ifølge dr.dk.
Han ønsker ikke at kommentere, om det er rimeligt, at politikere bruger skattekroner på private middage og fester.
- Det må grønlænderne selv diskutere. Det kommer an på, hvilke regler og aftaler de har på Grønland. Det må være op til hjemmestyret, siger han.