sagsbekæmpelse
Landsdommer uenig med ændringsforslag
Søren Søndergård er uenig med Justitsministeriets ændringsforslag om kommende ændringer i Retsplejeloven i forhold til sagsbekæmpelse - men naalakkersuisoq indstiller ministeriets ændringsforslag
Grønlands landsdommer Søren Søndergård er ikke enig i Justitsministeriets ændringsforslag om, at civilsagerne i fremtiden skal behandles i Retten i Grønland og ikke som nu i kredsretterne.
Naalakkersuisoq for familie og justitsvæsen Martha Lund Olsen fra Siumut har i den anledning afholdt møde med formanden for Rådet for Grønlands Retsvæsen Per Walsøe. Martha Lund Olsen og Per Walsøe er enige om at støtte Justitsministeriets indstilling, som er udarbejdet på baggrund af indstilling fra Rådet for Grønlands Retsvæsen.
Det oplyser Tusagassiivik.
- Det er ikke betryggende, hvis borgere i fremtiden ikke kan få ens behandling af retterne, hvis vi som nu skal fastholde, at det er op til den enkelte kredsdommer, om vedkommende vil behandle sagen som 1. instans, eller om sagen skal behandles i Retten for Grønland som 1. instans, siger naalakkersuisoq for familie og justitsvæsen Martha Lund Olsen.
Og uddyber:
- Det kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte borger, hvis behandlingen af sagen er forskellig fra en kredsret til en anden kredsret, da vi også må tage i betragtning, at de større virksomheder i dag lader advokatfirmaer køre deres sag. I de situationer kan der være tvivl, om borgernes retssikkerhed bliver tilgodeset.