Læger: Sender alvorligt opråb til politikerne
Landets læger har et alvorligt opråb til politikerne: Der er ikke penge nok i sundhedsvæsenet til at løse opgaverne.
Grønlands Lægeforening opfordrer politikerne til i valgkampen at komme med mere præcise bud på, hvordan de aktuelle problemer i sundhedsvæsenet kan løses.
Spiral
Ifølge lægerne er udviklingen inde i en spiral: Presset på ressourcer og faglige kapaciteter stiger og stiger. Det samme gør forventninger og krav.
Mest presserende er problemet med at tiltrække og fastholde kvalificerede folk inden for alle personalekategorier.
- Dét at bemande landets sundhedsinstitutioner alle steder i landet – fra Nuuk til kysten – er noget, som kræver en kæmpe indsats og er en opgave, som ofte ikke lykkes til fulde. Stillinger står ubesatte hen, der er ofte udskiftninger af sundhedsfagligt personale, der må indhentes vikarer og findes løsninger med at flytte rundt på de faglige ressourcer, vi har. Det mærker befolkningen, hvis forventninger ofte bliver uindfriede og det påvirker den samlede sundhed, lyder det fra lægeforeningens bestyrelse, der blandt andet omfatter formand og næstformand, Hans Christian Florian og Nicolai Hardenberg Larsen.
Forbedret sundhed
Ifølge lægerne er det nødvendigt, at der tilføjes flere midler til sundhedsvæsenet, hvis standarden skal opretholdes – og endnu bedre: Forbedres!
- Grønlands Lægeforening ser med bekymring på den udvikling, sundhedsvæsenet står i. De ressourcer, der er til rådighed for at løse opgaverne, står ikke mål med de aktuelle udfordringer, konkluderer Lægeforeningen.
I deres opråb til politikerne fremhæver lægerne, at Grønland i dag bruger færre midler på sundhedsvæsenet end andre nordiske lande, for eksempel Danmark.
Udfordringen er, at det i forvejen er forbundet med ekstra omkostninger at drive et effektivt sundhedsvæsen i et land som Grønland. Blandt særlige forhold nævnes geografi, den befolkningsmæssige sammensætning (med flere og flere ældre, red.), befolkningens størrelse og sprog.
Flere penge
På den korte bane vil det koste flere penge at forøge kvaliteten i sundhedsvæsenet.
På den længere bane er der ifølge Lægeforeningen penge at spare.
- Fastholdelse af kompetent personale kræver en særlig indsats, tid og ressourcer, økonomi og ikke mindst nytænkning. Men det vil gavne det grønlandske samfund og økonomi på sigt; der er brug for rettidig omhu for at sikre et velfungerende sundhedsvæsen, påpeger Lægeforeningen.