Kystskibet har godt nyt til Qeqertarsuaq

Kystskibet Sarfaq Ittuk sejler igen fra den 1. maj, og da antallet af turister er begrænset vil man nu anløbe Qeqertarsuaq allerede den 3. maj.

Offentliggjort

Sarfaq Ittuk skulle efter vinteren have genoptaget sin sejlads den 27. marts, men grundet myndighedernes nedlukning af intern passagertrafik i Grønland har dette ikke været muligt.

Genåbningen af den interne trafik betyder dog, at vi nu kan genoptage vores sejlads, og vi er klar til at sejle igen fredag den 1. maj ud af Nuuk, oplyses det i en pressemeddelelse.

Færre udenlandske turister

- Coronasituationen har også medført at passagertrafik til og fra Grønland indtil videre er blevet udskudt, foreløbig til den 1. juni. Vi forventer, at antallet af turister vil falde drastisk i år, hvilket vil påvirke vores passagertal. Derfor har vi valgt at lave følgende ændring i vores sejlplan:

  • Efter planen skulle vi have sejlet til Diskobugten første gang den 15. maj ud af Nuuk, vi vælger i stedet at medtage Diskobugten fra starten, hvorfor vi vil anløbe Aasiaat den 3. maj og Ilulissat den 3. maj.
  • Derudover har vi valgt at medtage Qeqertarsuaq fra starten, hvilket betyder at vi anløber Qeqertarsuaq første gang den 3. maj.

- Normalt vil vi grundet det store antal passagerer til og fra Ilulissat, der kræver ekstra tid i Ilulissat, ikke kunne anløbe Qeqertarsuaq før til efteråret, men med den nuværende situation er der tid til også at anløbe byen, hvilket vi er rigtig glade for og glæder os til, fremgår det af pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS