Kuupik: Vi støtter presset Raipon
Kuupik Kleist er ’bekymret’ over, at russiske myndigheder har tvangslukket paraplyorganisation for arktiske oprindelige folk i Rusland
- Naalakkersuisut ser med bekymring på beslutningen taget af den Russiske Føderations Justitsministerium om at suspendere Raipons aktiviteter indtil april 2013, som blandt andet påvirker Raipons mulighed for at deltage i det vigtige samarbejde i Arktisk Råd.
Sådan lyder ordene fra formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, i et svar til medlem af Inatsisartut for Siumut Aleqa Hammond.
Hammond har spurgt i et paragraf 37-spørgsmål, om Naalakkersuisut vil rette henvendelse til den danske regering om at støtte op om Raipon og dermed opfordre den russiske regering til at annullere dens beslutning om at suspendere Raipons aktiviteter i seks måneder, fordi paraplyorganisation for arktiske oprindelige folk i Rusland ’er en af vores nærmeste samarbejdspartnere som Permanent Participants i vores arbejde i Arktisk Råd’.
Læs "Siumut vil have Naalakkersuisut til at reagere"
Læs "IA kræver maksimalt pres på Rusland"
Vil undgå at eskalere konflikten
Kuupik Kleist forklarer:
- Sagen blev håndteret på det netop overståede Arktisk Råds møde i Haparanda, Sverige blandt Senior Arctic Officials. På baggrund af konsultationer med såvel Raipon som den russiske Senior Arctic Official (SAO) vedtog man her en fællesudtalelse. Udtalelsen udtrykker bekymring for Raipons fravær fra arbejdet i Arktisk Råd som et resultat af beslutningen taget af det russiske justitsministerium. Samtidig anmodes Ruslands SAO i fællesudtalelsen om, i et tæt samarbejde med Raipon, på passende måde at muliggøre Raipons udøvelse af organisationens vigtige rolle som Permanent Participant.
- Fællesudtalelsen stiller på denne måde ikke krav til Raipon, men derimod lægger den op til passende handling fra den russiske SAO i et forsøg på ikke at eskalere konflikten. Udtalelsen blev forelagt Raipon inden vedtagelsen. Raipons tekstforslag tilføjede, at den russiske SAOs ageren i sagen skal ske ’i tæt samarbejde med Raipon’ og præciserede, at organisationen ikke vil acceptere at lade sig repræsenteret af nogen andre end sig selv, uddyber formanden for Naalakkersuisut.
Læs "Doris: Tvangslukning er uacceptabel krænkelse"
Læs "ICC håber på hurtig løsning i Rusland"
Balancegang og dilemma
- Håndtering af sagen skal ses som en balancegang mellem ønsket om en passende behørig håndtering af sagen samt ønsket om fortsat russisk deltagelse i samarbejdet i Arktisk Råd. Der er således tale om en balanceret handling, der i nødvendigt omfang følges op bilateralt. Naalakkersuisut er således i dialog med udenrigsministeren om, hvorledes rigsfællesskabet kan lægge maksimalt pres på Rusland for at ophæve suspensionen af Raipon hurtigst muligt, lyder det videre fra Kuupik Kleist.
De russiske myndigheders tvangslukning af Raipon er sket få måneder efter kritiske Raipon-udtalelser om arktiske olieboringer. Blandt andet ICC, Siumut, Inuit Ataqatigiit og Greenpeace har været fremme med stærk kritik af myndighedernes magtanvendelse i Rusland.