Kunsten at ændre planer. A Taste of Greenland - Dag 1

Indlæggene er skrevet af Mads Pihl, Destination Arctic Circle, og kan ikke tages som et udtryk for Sermitsiaq.AGs redaktionelle linje

Det er dag 1 på optagelserne, og A Taste of Greenland filmholdet er allerede med i Jørgen Larsens legendariske logistikplan i Kangerlussuaq.

Mellem et hav af afhentninger, transfers, moskussafaris, infomøder, nordlysture, ture til indlandsisen og sightseeing i byen har filmholdet fået deres egne små hvide og grå bokse i det excel ark, der holder styr på World of Greenland Arctic Circles (WOGAC) mange forskellige aktiviteter i Kangerlussuaq.

Logistikplanen er hovednøglen til selskabets organisering af den store mængde gæster, der året rundt kommer til Kangerlussuaq. Turisterne er her især for at besøge indlandsisen, der ligger på lur i horisonten, oppe for enden af den vej som også A Taste of Greenland filmholdet bruger for kunne lave optagelser til tv-serien.

Uden vejen ville turismen i byen lide hårdt, og mange gæster ville aldrig opleve at kunne træde op på indlandsisen og fornemme størrelsen af Grønlands frosne kerne. Vejen er der dog endnu, men det er en hård tur både for passagerer og køretøjer, og filmfolkene på A Taste of Greenland måtte kæmpe for at lave gode billeder af den spektakulære køretur.

Andre ting må også arbejde for føden på isvejen. De store, specialbyggede busser, som WOGAC bruger, får kamp til sidste hestekræft på den slidte vej, og for nylig måtte guiderne se selskabets elskede 8-hjulede Man Kat bryde ud i flammer.

De sidste passagerer var heldigvis lige stået af efter en tur til isen, så ingen kom til skade. Men ingen kunne slukke ilden heller, så en kær ven udbrændte og måtte slæbes væk til dens sidste hvile. En ny er i kikkerten nu, for sommersæsonen mange krydstogtanløb nærmer sig, og den gamle bus indgik allerede i de mange sider planer, som skal lægges henover de kommende måneder.

Sådan er det bare med materiel. Man bruger det og slider det og så må der nyt til, så forretningen kan udvikle sig.

Og WOGAC er ikke de eneste med udfordringer. Netop nu står et kamera til optøning her i Old Camp efter at alle bevægelige dele frøs i bund i 35 graders frost. Og da vi i går, i solens sidste stråler, kravlede ned i en smeltevandshule måtte kameramanden Esben Hardt sætte det fjerde og sidste sæt medbragte AA batterier i mikrofonen til A Taste of Greenlands hovedkamera.

Når man står en times gang inde på isen, nede i et dybt hul, og man har en højenergisk tv-kok, som enormt gerne vil tale til seerne, så er det ikke nogen ønskesituation. Men det gik, og vi undgik at lave stumfilm. Ikke mindst takket være Adam Lyberth, der var holdets guide på turen og sikkert bragte folk fra A til B hele dagen.

At vi overhovedet nåede frem til ishulen var lidt af et hverdagsmirakel i sig selv, for filmhold har deres helt egen rytme og tid. Giver man dem en times til forberedelser bruger de to, siger man "så er det nu", så betyder det "om ti minutter", og der er altid én på holdet, der liiiige skal filme noget flot, sjovt, spændende.

Sådan er det. Det er derfor A Taste of Greenland serien er blevet så god. Her hjælper i sidste ende ingen tidsplaner og klokkeslæt. Arbejdet har sin egen puls, så vi må derfor hele tiden tage beslutninger om, hvad der er vigtigst og hvad der kan skæres væk, så optagelserne kan komme i kassen.

WOGACs logistik guru Jørgen må derfor til tasterne igen og flytte guider rundt i excel arket, skubbe og trække nogle ture, og ringe ud på radioen til chaufførerne. Det hele skal jo klappe, så gæsterne får en god oplevelse.

Mads Pihl
Destination Arctic Circle

I næste afsnit tager vi med Johanne Bech på moskusjagt fra hundeslæde, og vi hører mere om kunsten at servicere et filmhold på fem mand, der rejser omkring med 420 kg bagage.

Du er meget velkommen til at skrive kommentarer med kritik, gode råd, osv. under artiklen.

*/