Etik og moral

Kun én kommune mod korruption

Transparency International Greenland har netop lanceret en ny udgave af Håndbog i Antikorruption, som er lavet i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq, der er eneste kommunale medlem

Offentliggjort

Sidste år meldte Kommuneqarfik Sermersooq sig ind i Transparency International Greenland (TIG) og blev dermed landets første kommune, der forpligter sig til en indsats for etisk bevidsthed, gennemsigtighed og bekæmpelse af korruption.

Et synligt resultat på medlemskabet er den nye udgave af Håndbog i Antikorruption, som udkom denne uge. Håndbogen er udformet i samarbejde med Transparency International Norge og med Kommuneqarfik Sermersooq, oplyser TIG.

Læs: Kommune sætter ind mod korruption

- TIG håber, at Håndbogen sammen med de kommende kurser (for kommunens ansatte red.) vil medvirke til at opmærksomgøre alle kommunalt ansatte på etiske dilemmaer og mulige faldgruber der er, når man er betroet magt, udtaler formand Anita Hoffer.

"Svingdør" øger risiko
Ifølge håndbogen er der risiko for korruption i blandt andet landets kommuner, fordi der er ”mangel på opmærksomhed, inddragelse og viden i den offentlige administration, særligt på grund af høj udskiftning af medarbejdere og for meget skøn på for dårligt lovgrundlag”. Det er der taget højde for i korruptionsbekæmpelsen.

Læs: Ingen regler for udbud

- Den (bogen red.) kan blive et vigtigt redskab for vores mange ansatte, for vi skál være en kommune, man kan regne med, og jeg glæder mig til, håndbogen udkommer og til at fortsætte det gode samarbejde, udtaler borgmester Asii Chemnitz Narup i en orientering fra kommunen.

For mange vennetjenester
Det fremgår af håndbogen, at korruptionen i grønlandske virksomheder sjældent handler om penge under bordet. Et National Integrity Study fra 2012 peger på andre svagheder.

Læs: Naalakkersuisut svigter indsatsen mod korruption

- I studiet fandt man ikke eksempler på bestikkelse af embedsmænd, underslæb eller bedrageri, som typisk kan være præget af korruption. Derimod fremvistes eksempler på sårbarhed i form af risiko for vennetjenester, nepotisme og inhabilitet, fremgår det af håndbogen.

Men til trods for risikoen i den offentlige administration er Sermersooq stadig eneste kommune, der samarbejder med TIG. Faktisk er hovedstadskommunen eneste nye medlem siden 2014. Der er i alt 23 virksomheder og en række privatpersoner, der har tegnet et medlemskab, siden TIG blev etableret i 2011.

Powered by Labrador CMS