Kulturnat: Udstilling af historiske billeder

På kulturnatten i Ilulissat vil der være fernisering på kunstmuseet med gamle fotos fra tre schweiziske ekspeditioner i perioden 1909-1912

To grønlandske piger i nationaldragter på Nuussuaq-halvøen. Billedet er taget af Arnold Heim i 1909 under en ekspedition. Foto: Arnold Heim
Offentliggjort

Som mange andre byer og bygder her i landet er Ilulissat også i gang med at gøre klar til kulturnatten, som foregår lørdag den 26. januar.

Ilulissat Kunstmuseum vil danne rammen om gamle håndkolorerede fotos, der er taget af den schweiziske geolog Arnold Heim, der gennemførte en ekspedition på Diskoøen og Nuussuaq-halvøen i 1909.

- På ekspeditionen optog Arnold Heim under vanskelige forhold mere end 700 fotos. En del af disse billeder er af høj fotografisk kvalitet, og de har desuden en stor kulturhistorisk værdi, fordi mange af dem fortæller om den grønlandske befolkning, deres klædedragt og levevis, de danske kolonihuse og grønlandske tørvehuse og sommertelte, fortæller lederen af Ilulissat Kunstmuseum, Ole Gamst-Pedersen.

Andre 100 år gamle fotos
Næsten samtidig gennemførte den schweiziske alpin- og polarforsker og meteorolog Alfred de Quervain en ekspedition i Uummannaq-fjorden og på indlandsisen. Arnold Heim var deltager på den sidste del af de Quervains ekspedition i 1909.

- I 1912 gennemførte Alfred de Quervain som den første polarforsker nogensinde en krydsning af den midtgrønlandske indlandsis fra vest til øst. Fra denne ekspedition findes også håndkolorerede fotos, skriver Ole Gamst-Pedersen i en pressemeddelelse.

Det er Arnold Heims unikke historiske fotos, der er grundlaget for udstillingen, og bogen om tre schweiziske ekspeditioner, der næsten er gået i glemmebogen både i Grønland, Danmark og Schweiz. Udstillingen er sammensat i anledning af 100 året for Alfred de Quervains bedrift. Det er samtidig en hyldest til de kendte og ukendte grønlændere, hvis indsats var forudsætningen for, at ekspeditionerne overhovedet kunne gennemføres.

- Formentlig kommer der en håndfuld børn fra børnehjemmet i Uummannaq og synger nogle sange til åbningen, siger Ole Gamst-Pedersen.

Powered by Labrador CMS