Kronprinsesse Mary kan nu vikariere som statsoverhoved
Kronprinsessen kan fra i dag indsættes som rigsforstander, hvis Dronningen for eksempel er bortrejst.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe har på dagens statsråd fået tilslutning til, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary fra i dag kan indsættes som rigsforstander. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
- Under statsrådet underskrev Kronprinsessen således i overværelse af Dronningen, Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og regeringen den nødvendige erklæring om at ville overholde Grundloven, hedder det i pressemeddelelsen.
- Som rigsforstander vil Kronprinsessen fremover kunne varetage Dronningens forpligtelser som statsoverhoved, når Dronningen er forhindret heri som for eksempel ved ophold i udlandet.
I forvejen kan prins Joachim og prinsesse Benedikte indsættes som rigsforstander. Kronprins Frederik kan overtage rollen som statsoverhoved som regent.