udland
Kronprinsen på kontroversiel charmetur til Saudi Arabien
Søndag landede Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary i den arabiske oliestat Saudi Arabien
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er med på udenrigsminister Kristian Jensens (V) rejse til Saudi Arabien.
Det officielle besøg, som startede i dag søndag, har til formål at indlede et såkaldt erhvervsfremstød i Saudi-Arabien for at sparke yderligere gang i eksporten til det olierige land.
Politisk kontroversielt
Besøget har dog fået meget kritik fra blandt andet en række af Folketingets partier og Amnesty International, fordi Saudi-Arabien flittigt straffer systemkritikere og gør hyppigt brug af henrettelser.
Ifølge udenrigsministeren har kongehusets medvirken på den handelsdiplomatiske tur mere end blot symbolsk værdi.
- Kongehuset hjælper os med til at få de møder med saudiske myndigheder, som vi har behov for, for at danske virksomheder kan komme ind på markedet. Det åbner dørene mere at have dem med, siger Kristian Jensen.
Uenige om meget
Udenrigsminister Kristian Jensen har valgt at drøfte netop menneskerettighedskrænkelserne med Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir.
- Det er klart, at der ser vi ikke ens på alle ting. Der er meget forskellige syn på menneskerettigheder i vores lande, men vi havde en god dialog og en meget åben udveksling af synspunkter, siger Kristian Jensen til Ritzau.
Kritisk dialog med landet
Er du ikke bange for at kritisere dine værter og samtidig sikre, er der bliver underskrevet kontrakter med virksomheder, som kan gavne dansk erhvervsliv?
- Nej, overhovedet ikke, afviser udenrigsministeren overfor Ritzau.
- Den måde at gennemføre kritisk dialog på, har vi også gjort, når vi har besøgt Kina, Indonesien og andre lande. Vi skal forsvare de værdier, som Danmark er bygget på, når vi er ude. Vi skal ikke sælge danske værdier for en ekstra kontrakt eller to, siger han.
/ritzau/