kongehuset
Kronprinsen hopper trampolin og pådrager sig halsbrud
Efter spring på trampolin ved privat arrangement skal kronprins Frederik gå med halskrave i 12 uger
Kronprins Frederik har pådraget sig en fraktur på halsrygsøjlen i forbindelse med trampolinspring.
Hændelsen er sket ved et privat arrangement i en gymnastiksal, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Kronprinsen skal gå med halskrave i 12 uger. Han må melde afbud til et arrangement på Christiansborg Slot fredag. Her skulle han have deltaget i en reception for de danske atleter ved OL og para-OL.
- Jeg er naturligvis ked af ikke at kunne deltage ved receptionen i dag. Jeg havde glædet mig til at fejre de danske atleters store, historiske præstation i Rio. Jeg ønsker deltagerne en god dag på Christiansborg, siger han.
Frakturen vurderes ikke at få betydning for kronprinsens officielle aktiviteter i øvrigt, skriver kongehusets kommunikations- og pressechef, Lene Balleby.
/ritzau/