forskning
Kroniske smerter skal bekæmpes uden medicin
Kognitiv terapi, mindfulness og elektrisk hjernestimulation er metoder, forskere undersøger.
Flere og flere mennesker lever et liv med smerter. Bare i Danmark har hver femte kronisk ondt.
- Det er en global epidemi. Problemet bliver formentlig større, i takt med at verdens befolkning vokser, og vores daglige stressniveau stiger, siger Shellie A. Boudreau til Videnskab.dk.
Hun er smerteforsker på Center for Neuroplasticity and Pain (CNAP) og SMI ved Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
- Fremover vil der komme ændringer i den måde, man håndterer det, forudser lektoren, som forsker i de grundlæggende mekanismer, som får os til at føle smerte.
Fokus på morfin
Videnskab.dk mødte for nyligt Shellie A. Boudreau og andre smerteforskere på en international kongres i København.
Et af kongressens helt store temaer var morfin, og hvordan man kan begrænse et galoperende forbrug af det vanedannende stof. I Danmark alene får 168.000 mennesker morfin-holdige lægemidler for at holde deres kroniske smerter i skak, skrev Politiken for nylig.
Men mens morfin kan lindre akutte smerter, har stoffet ikke en god effekt, når smerterne er kroniske. Desuden er det ikke særligt smart at tage lægemidler med morfin i årevis, for man bliver afhængig, og stoffet har en række uheldige bivirkninger.
Overalt i verden arbejder forskere derfor på at udvikle smertebehandlinger, som ikke inkluderer kemiske lægemidler.
For eksempel i Baltimore i USA, hvor smerteforskere arbejder med meditation og psykologisk terapi.
- Vi bruger ikke-medicinske interventioner. I øjeblikket er vi i gang med et stort klinisk forsøg, hvor vi tester mindfulness mod migræne, siger David Seminowicz, der er forskningsleder på Seminowicz Pain Imaging Laboratory ved Maryland University, Baltimore, i USA og i øjeblikket er gæsteforsker på CNAP.
Indsats mod tankemønstre
David Seminowicz og kolleger har tidligere fået gode resultater i store kliniske forsøg, hvor de har givet smertepatienter kognitiv terapi, som er en psykologisk behandlingsmetode, hvor patienterne får hjælp til at ændre deres tankemønstre.
Formentlig kommer der ikke en endelig kur mod kronisk smerte, er de forskere, Videnskab.dk har talt med, enige om. Mere sandsynligt er, at forskellige mennesker har gavn af forskellige kombinationer af behandlinger. Forskerne arbejder hårdt på at finde ud af, hvilken type smertepatienter der har gavn af hvilke behandlinger.
I praksis bruger smerteklinikker i Danmark allerede ikke-medicinske metoder til at behandle patienter med kroniske smerter, fortæller Gitte Handberg, der er leder af smerteklinikken Smertecenter Syd ved Svendborg Sygehus og gæsteforsker på Syddansk Universitet.
Læs også: Kroniske smerter findes ikke kun i hjernen
- Jeg er fuldstændig enig i, at ikke-medicinske metoder er vejen frem. For nogle kan medicin være en mulighed, men som regel kun på kort sigt. Patienter med kroniske smerter får det ofte væsentligt bedre, når de bliver trappet ud af deres smertemedicin. I de fleste tilfælde bliver smerten ikke værre, selvom de holder op med at tage medicin, siger Gitte Handberg til Videnskab.dk.
Læs også: Strøm til kraniet lindrer 'selvmordshovedpine'