Kronik: Færøerne har krav på en mere selvstændig udenrigspolitik

I 2005 blev det færøske hjemmestyre moderniseret med to love. En angående beføjelserne til overtagelse af sager og sagsområder, den anden angående Færøernes udenrigspolitiske kompetencer.

Loven om udenrigspolitiske kompetencer tilsiger Færøerne en begrænset ret til at indgå folkeretlige aftaler. Men den har vist sig utilstrækkelig til at imødekomme vores udenrigspolitiske behov og ambitioner. På det udenrigspolitiske område har vi på trods av loven væsentlige udfordringer, bl.a. fordi:

• Loven om udenrigspolitiske kompetencer etablerer den såkaldte DFG-ordning, der knytter Danmark, Færøerne og Grønland sammen på en ganske uhensigtsmæssig måde, da den tvinger Færøerne og Grønland til at optræde sammen på den internationale arena.
• Færøerne kan således ikke egenhændigt varetage sine vitale fiskerinteresser i regionale organisationer i Nordatlanten. Da Færøerne og Grønland ikke altid har sammenfaldende interesser – og engang imellem endda modstridende interesser – er ordningen uholdbar.
• Færøerne er ikke medlem af EU, hvilket medfører, at Færøerne og Danmark ligeledes til tider har modstridende udenrigspolitiske interesser.
• Loven om udenrigspolitiske kompetencer åbner visse muligheder for selvstændigt færøsk medlemskab af internationale organisationer samt selvstændig indgåelse af internationale aftaler. Loven giver dog ikke mulighed for selvstændig færøsk tilslutning til aftaler hvor Danmark er part.
• Dette forhindrer mulighed for færøsk tilslutning til f.eks. EØS og WTO. Således forhindrer loven, at Færøerne kan blive selvstændig part i internationale aftaler på ellers overtagne sagsområder.
• Endvidere har de danske myndigheder indtil videre været meget restriktive i deres fortolkning af lovens bestemmelser, hvorfor loven ikke har indfriet Færøernes forventninger.

På de begrænsede områder, hvor vi i henhold til loven har udenrigspolitisk kompetence, kan Færøerne alene optræde under den besynderlige benævnelse Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne.

Vi har således ikke mulighed for fuldt ud at varetage vores interesser eller optræde selvstændigt på den internationale scene.

En ligeværdig og konstruktiv dialog om aktuelle udfordringer i færøsk udenrigspolitik er derfor nødvendig. Men sådan en dialog forudsætter, at den danske regering giver slip på sin restriktive og politiske fortolkning af grundloven. Det gælder især regeringens insisteren på, at grundloven hindrer en selvstændig færøsk udenrigspolitik, fordi kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.

Grundlovens §19 giver kongen, senere regeringen, kompetence til at handle på rigets vegne i udenrigspolitiske anliggender. Efter regeringens opfattelse tillader grundloven tilsyneladende ikke, at en del af riget selvstændigt kan handle egne vegne.

Bestemmelsen er dog ikke et forbud imod, at Færøerne som del af riget kan udvikle sig i en selvstændig udenrigspolitisk retning. Regeringen tildeles blot den udenrigspolitiske kompetence, fordi regeringen snarere end Folketinget betragtes som den bedst egnede til at optræde udadtil. Grundlovens §19 angår således magtfordelingen mellem regering og lovgivningsmagt, ikke forholdet mellem rigets helhed og rigets dele.

Det strider imod dansk forfatningsretlig tradition og kultur at stille grundloven op som en absolut skranke for statsmagtens handlerum i forhold til Færøerne. For grundloven er igennem tiden i praksis blevet fortolket og udvidet med henblik på at tilpasse dens bogstav til skiftende tiders politiske behov.

Derfor må den danske regerings fortolkning af grundloven anses for at være ahistorisk.

En mere selvstændig færøsk udenrigspolitik er således ikke kun et spørgsmål om jura, men nok så meget om politisk vilje. Historien om den danske grundlov er jo overvejende historien om et pragmatisk politisk system, hvor man har været klog nok til ikke at lade formaliteter forhindre gavnlige og rigtige løsninger.

Inden for grundlovens uforandrede rammer sejrede parlamentarismen i 1901, og kongen mistede sin rolle som magthaver. Først 50 år senere blev det parlamentariske princip del af grundloven, mens bestemmelserne om kongens stilling forblev uændrede.

I forhold til Færøerne har grundloven også tidligere vist sig at kunne rumme pragmatiske løsninger. Med hjemmestyreloven fra 1948 fik Færøerne egen lovgivende myndighed. Før det havde såvel statsmagt som de statslærde ment, at dette var umuligt, da grundloven kun hjemlede ét sæt lovgivende myndighed i riget.

I tiden efter 1948 fastholdt statsmagten, at hjemmestyreloven var så vidtgående, som grundlovens rammer overhovedet kunne rumme. Men da der opstod et behov, blev de færøske myndigheders kompetencer ændret med loven om overtagelse af sager og sagsområder i 2005.

Grundloven har været ramme for store demokratiske og politiske fremskridt, hvorfor det er paradoksalt samtidig at bruge den som stopklods for den demokratiske samtale om mulighederne

for en mere selvstændig færøsk udenrigspolitik. Grundloven bliver brugt som skalkeskjul hver gang statsmagten på Slotsholmen er politisk uenig med færøske myndigheder om kompetencefordeling.

Forfatningsretligt er der historisk præcedens og juridisk belæg for at finde løsninger på tidens behov – også i forhold til Færøerne. At Færøerne får større udenrigspolitiske kompetencer er derfor mere et spørgsmål om politik og mindre et spørgsmål om jura.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens udtrykte i kronikken af 23. maj forståelse for, at Færøerne ønsker at føre egen udenrigspolitik, men beklager at grundloven desværre forhindrer det.

Den danske regering kan med grundloven i hånden godt medvirke til at udvide Færøernes udenrigspolitiske beføjelser. Det vil regeringen bare ikke.

At grundloven bruges og misbruges i et politisk spil, der lukker for den demokratiske samtale synes jeg er beklageligt. Til gengæld glæder jeg mig over, at statsministeren holder døren åben og ønsker at være medspiller. Vi bør påbegynde samtalen åbent og ærligt, stille de gode spørgsmål og respektere hinandens forskelligheder. Det forudsætter, som ved enhver betydningsfuld forhandling, at vi mødes med åbent sind, som jævnbyrdige og ligeværdige parter. Hvis resultatet forinden er dikteret af den ene part, vil dialogen være løbet af sporet allerede inden den er påbegyndt.

Når den danske regering erstatter genstridighed med gensidighed, kan vi indgå i en konstruktiv dialog om vores udenrigspolitiske kompetencer.