Kritik af beskeden satspulje-vækst

Det netop offentliggjorte danske finanslovsforslag byder kun på en lille stigning i satspuljemidlerne, der blandt andet finansierer initiativer for udsatte grønlændere i Danmark

Væksten i satspuljen for udsatte bliver kritiseret. Arkivfoto: Leiff Josefsen

De hjemløse og stofmisbrugerne i Danmark får ikke flere penge til hjælp, selv om der kommer flere socialt udsatte under den økonomiske krise.

Det påpeger Jann Sjursen, formanden for Rådet for Socialt Udsatte, efter at have læst i regeringens forslag til finanslov, hvor lille den såkaldte satspulje for udsatte grupper skal være næste år.

- I et velfærdssamfund som det danske burde vi have råd til at prioritere de mest udsatte grupper i samfundet, så de ikke skal holde for, når finansministeren slår søm i, siger Jann Sjursen.

Rammes dobbelt hårdt
Satspulje står stille på 265 millioner kroner. Den følger stigningen i lønnen. Da stigningen har været lille, er puljen lille. I de gode tider, hvor der ikke var så mange hjemløse, var puljen over en milliard kroner.

- De udsatte rammes dobbelt, når der ikke er job, siger han.

Han frygter, at væresteder får kortere åbningstid og at hjemløsestrategien falder væk, når pengene slipper op i 2013. Strategien går ud på at reducere antallet af hjemløse gennem samlet støtte, som ikke kun er bolig.

Fokus er på udsatte
Regeringen vil forhandle med partierne om, hvordan pengene fra satspuljen skal fordeles. Den peger selv på udsatte børn og unge, sundhed for udsatte grupper, integration og større indsats for førtidspensionister og fleksjobbere.

Finansminister Bjarne Corydon (S), siger under fremlæggelsen af finanslovforslaget, at regeringen har fokus på det udsatte grupper.

Regeringen har også afsat andre reserver, som udsatte grupper kan få gavn af - sammen med grønne initiativer, erhvervspolitik, integration og unge.

Grønland nævnes én gang
Der er reserver på henholdsvis 500 millioner kroner og 400 millioner kroner.

Den slags reserver fandtes også under den borgerlige regering. Erfaringen er, at de ikke kommer de udsatte grupper til gavn, påpeger Sjursen.

Grønland nævnes i øvrigt kun én gang i regeringens forslag til finansloven for 2013. Det sker i forbindelse med en ekstra bevilling til domstolene på 171 millioner kroner.

- Domstolene tilføres 171 millioner kroner i 2013 til videreførsel af sagsproduktion samt gennemførelse af retskredsreform i Grønland med videre, står der således.

Powered by Labrador CMS