Kræver ni år i anstalt for drab på plejebarn

Anklagemyndigheden kræver ni år i anstalten for drab på et plejebarn. Den 22-årige kvinde, der er tiltalt i sagen, får dommen i morgen tirsdag.

Nuuk Kredsret. Foto: Jørgen Chemnitz
Offentliggjort

I dag mandag blev der afholdt et delvist lukket retsmøde i Nuuk Kredsret i sagen mod den 22-årige kvinde, der tilbage i januar 2008 blev anholdt for drab på sit 1-årige plejebarn.

Alle personlige oplysninger om den 22-årige kvinde blev givet i forbindelse med den lukkede del af retsmødet, mens resten var åbent for offentligheden. Adskillige af den lille piges familiemedlemmer overværede retsmødet, ligesom den tiltalte kvindes mand også var til stede.

Anklagemyndigheden krævede ni år i anstalten for manddrab, mens bisidderen ville have ændret tiltalen fra manddrab til vold med døden til følge, og kunne gå med til anstaltsanbringelse i fem til syv år, men ikke mere end otte år.

Den tiltalte plejemor blev anholdt for manddrab 8. januar 2008, og har været tilbageholdt lige siden. Den lange sagsbehandling skyldes, at hun har været mentalundersøgt to gange med henblik på, at Retslægerådet skulle udtale sig i sagen.

Obduktionsrapporten på den lille pige viste, at hun havde fået banket hoved ned mod gulvet mindst tre gange, havde åbent kraniebrud, som hjernemassen flød ud af, blod i lungerne, blod i synsnerverne, som tydede på, at hun var blevet slået meget hårdt i hovedet, og der sivede ligeledes materie ud af luftvejene.

Den lille pige var bevidstløs, da hun blev indlagt på Dronning Ingrids Hospital, og næste dag døde hun af sine kvæstelser.

Der bliver afsagt dom tirsdag klokken 12.00.

Powered by Labrador CMS