Kræft øger risiko for andre sygdomme senere i livet

Forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at tidligere kræftpatienter har større risiko for sygdomme senere.

Et forskningsprojekt med Kræftens Bekæmpelse i spidsen viser, at patienter, der har overlevet en kræftbehandling, har større risiko for at få sygdomme senere i livet (Arkivfoto)
Offentliggjort

Personer, der har overlevet kræft, bør overveje at runde lægen en ekstra gang, hvis de oplever symptomer på sygdom.

For selv om det ofte viser sig at være ganske ufarligt, har de større risiko for at få andre sygdomme senere i livet.

Det viser et stort forskningsprojekt, der er lavet med Kræftens Bekæmpelse i spidsen.

Risikoen er især størst i årene lige efter, at kræftsygdommen er behandlet, fortæller Trille Kristina Kjær, der er postdoc fra Center for Kræftforskning.

- Det er faktisk gældende for alle de sygdomme, vi har kigget på, at der er en overrisiko sammenlignet med personer, som ikke har haft kræft, siger hun.

Undersøgelsen bygger på data fra 458.000 personer, der har overlevet kræft. Tallene er efterfølgende sammenlignet med tal fra flere end to millioner personer, der ikke har haft kræft.

Tendensen gør sig gældende for næsten alle de hyppigste former for kræft, påpeger Trille Kristina Kjær.

Derudover viser undersøgelsen, at risikoen for en ny sygdom er størst i det organ, hvor kræften først var.

Personer, der har overlevet lungekræft, har således større risiko for at udvikle en ny sygdom i luftvejene.

Og kvinder, der er behandlet for brystkræft med stråleterapi, har højere risiko for at udvikle hjerteproblemer på grund af stråling, der også har ramt hjertet.

Det er ikke muligt entydigt at pege på, hvad årsagen er. Både kræftsygdommen, kræftbehandlingen og andre faktorer kan spille ind.

Hvis patienter for eksempel er blevet opereret i et bestemt område, kan vævet det pågældende sted have taget skade, lyder det.

- Vi ved, at kemoterapi og stråleterapi kan give nogle vævsskader, som går ud over ens kropslige funktion, siger forskeren.

Hun påpeger, at personers generelle livsstil også kan spille ind.

Det betyder ikke, at personer, der er blevet behandlet for kræft, nødvendigvis skal gå rundt og være bange.

- Men man skal være opmærksom på de symptomer, man måtte have, og så se at komme til lægen, siger Trille Kristina Kjær.

Data fra undersøgelsen er indsamlet fra et år efter, at patienterne havde afsluttet deres kræftbehandling.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS