Kostægte priser på el og vand

Priserne på el og vand falder fra 1. Januar 2012. Elprisen i Sisimiut bliver billigere – falder med 1,83 kroner

Borgerne i Sisimiut kan fra det nye år forvente at betale mindre for deres elforbrug.Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Almindelige el-forbrugere skal som udgangspunkt betale den kostægte pris, hvilket svarer til de reelle omkostninger ved at levere el eller vand i byen eller bygden. Prisen må dog ikke overstige den fastsatte maksimalpris og må ikke være under den fastsatte minimalpris, meddeler Nukissiorfiit i en pressemeddelelse.

På den baggrund varierer priserne fra sted til sted, og selvom priserne på el og vand falder de fleste steder, så vil der også være steder hvor priserne stiger. Priserne på el, vand og varme i de forskellige byer og bygder kan ses af tabellerne.

Maksimalprisen på el falder med 0,15 kroner til 3,33 kroner og minimalprisen på el falder med 0,19 kroner til 1,65 kroner per kilowatttime.

Maksimalprisen på vand falder med 0,77 kroner til 35,91 kroner og minimalprisen på vand falder med 0,02 kroner til 14,60 kroner per kubikmeter.

Varmetariffen, der er en enspris baseret på olieprisen, stiger med 0,139 kroner til 0,782 kroner per kilowatttime, som varmen i starten af det nye år vil blive afregnet i.

Afvigelser på el i forhold til maksimal og minimal priserne:
Qaqortoq + 0,17 kroner, Narsaq + 1,17 kroner, Paamiut + 0,47 kroner, Nuuk - 0,19 kroner, Maniitsoq + 0,16 kroner, Sisimiut -1,83 kroner, Aasiaat + 0,34 kroner, Qasigiannguit - 0,08 kroner, Ilulissat + 0,13 kroner, Tasiusaq - 0,17 kroner, Innarsuit -1,20 kroner, Tasiilaq + 0,04 kroner, Kulusuk - 0,27 kroner.

I Qaqortoq og Narsaq er prisen især påvirket af opsætning af fjernaflæsningsmålere samt omkostninger til den verserende sag om vandkraftværket i Qorlortorsuaq.

I Sisimiut falder prisen kraftigt, især fordi olieprisen nu er udgået af prisberegningen.

I Paamiut, Nuuk, Maniitsoq, Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat, Tasiusaq, Innarsuit, Tasiilaq og Kulusuk er det almindelige omkostningsreguleringer der er årsagen til reguleringen i priserne.

Afvigelser på vand i forhold til maksimal og minimal priserne:
Qaqortoq + 3,17 kroner, + Paamiut 21,29 kroner, Nuuk + 5,72 kroner, Sisimiut - 0,02 kroner, Aasiaat + 0,83 kroner og Ilulissat 1,28 kroner.

I Paamiut skyldes prisstigningen især at fiskeindustrien har været lukket, hvilket har betydet at forbruget af vand er faldet kraftigt mens omkostningerne til produktion af vand har været stort set uændrede.

I Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat er det almindelige omkostningsreguleringer der er årsagen til reguleringen i priserne.



Powered by Labrador CMS