Kontant pris til forældre der gør en forskel

Qeqqata Kommunia har for anden gang hædret en klasse, hvor forældrene har udvist et helt særligt engagement.

5.a fra Minngortuunnguup Atuarfia kan glæde sig over 25.000 kroner, som ryger direkte i klassekassen til en studietur.
Offentliggjort

5.a fra Minngortuunnguup Atuarfia har fået 25.000 kroner til klassekassen, fordi elevernes forældre har været på beatet og gjort en stor forskel.

Begrundelsen for valget af 5.a og deres forældre som årets klasse er, at forældrene er engagerede omkring deres skolebørn. De arbejder på at samle penge ind til studieturen, og ved møder deltager næsten alle forældrene eller giver besked, såfremt de ikke kan deltage. Forældrene tilrettelægger selv deres møder, hvor de også spiser sammen. De forpligter hinanden og løfter i flok, men respekterer også de forældre, der har behov for støtte. Til daglig opmuntrer og støtter forældrene deres skolebørn, og de fleste af dem afleverer deres børn klar til skolen, hvor børnene har lavet deres lektier. Forældrene er med til at skabe respekt for folkeskolen, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Flere priser

Prisen for årets klasse med størst forældreengagement er en del af en række forskellige opmuntringspræmier, som uddeles til dem, der har gjort en særlig indsats i folkeskolen både i byer og i bygder.

Der er blandt andet blevet udelt opmuntringspræmier til de afgangselever, der har fået det højeste gennemsnit, haft mindst fravær, har gjort størst fremskridt eller på anden måde været rollemodel.

Desuden har de enkelte skoler uddelt præmier til klassen med mindst fravær samt den bedste lærer.

Kilde: Qeqqata Kommunia

Også eleverne i 5.a får rosende ord med på vejen:

- De er gode klassekammerater, som respekterer deres diversitet, er nemme at arbejde med og har vilje til at arbejde. De er hjælpsomme og kan sige deres egne meninger, lyder rosen.

Grundlag for en god folkeskole

Formand for Udvalg for Uddannelse Evelyn Frederiksen siger om prisen:

- Forældrenes engagement er en vigtig del af det at skabe en god folkeskole. Derfor vil vi gerne opmuntre og anerkende dem, som har gjort en særligt stor indsats. Vi håber, at udnævnelsen vil inspirere andre forældre til, hvordan man kan engagere sig i barnets skolegang på en god måde.

Powered by Labrador CMS