kønssygdomme
Kønssygdommen gonorè spreder sig i Danmark
Antallet af gonorétilfælde er steget eksplosivt de seneste år. Sygdommen kan være symptomfri.Svie, pletblødninger og ildelugtende udflåd fra skeden eller penis
Det er nogle af symptomerne på kønssygdommen gonoré, som flere og flere danskere de seneste år er blevet smittet med. Det oplyser Statens Serum Institut i nyhedsbrevet EPI Nyt.
Sygdommen er steget eksplosivt de seneste år fra 498 registrerede tilfælde i 2011 til 3259 tilfælde i 2016. Det er mere end en seksdobling i løbet af bare seks år.
Nogle kan også være smittet uden af ane det, fordi sygdommen i mange tilfælde er symptomfri.
Hvis sygdommen ikke opdages, kan det have store konsekvenser.
Kvinder kan få underlivsbetændelse og har risiko for at blive sterile, mens testiklerne kan blive ramt hos mænd. I meget sjældne tilfælde kan der opstå blodforgiftning og det kan sprede sig til eksempelvis led.
Gonoré forekommer overalt i verden. I Danmark faldt forekomsten af gonoré i 1980’erne og i første halvdel af 1990’erne. Men efter 1997 og især siden 2010 har der atter været en stigning i tilfældene.
Den bedste beskyttelse mod gonoré er et kondom.
/ritzau/