Folkekirken

Konfirmationen er kirkens store hit

I Norge, Sverige og Tyskland kigger de med undren på den danske konfirmationssucces, der ifølge studier er drevet af tradition og troen på Gud.

Konfirmation
Offentliggjort

Konfirmationen er den kirkehandling, der har mest vind i sejlene, skriver Politiken Søndag. Titusindvis melder sig ud af folkekirken, og en faldende andel af danskerne er inden for de sidste 10 år blevet døbt, viet af en præst eller begravet af kirken. Alligevel har andelen af unge, der bliver konfirmeret, siden 2007 ligget stabilt på lige over 70 procent, skriver Politiken Søndag.

Tradition og tro hitter

Og de unges primære motiv er ikke gaverne og festen. Øverst på top-5 ligger tradition og troen på Gud. Festen, gaverne og vennerne kommer først ind på 3.-, 4.- og 5.-pladsen, viser en undersøgelse af ’milleniumkonfirmanderne’, skriver Politiken Søndag.

- Der er klart mere på spil for de unge konfirmander, end forældrene går og tror. Det er ikke bare forbrug. Det skal vi passe på at trække ned over hovedet på dem. Vi har at gøre med en ny generation, der ikke bare forbereder sig på en fest«, siger Suzette Munksgaard til Politiken Søndag. Hun er projektleder fra CUR, Center for Ungdomsstudier, et studie- og videnscenter tilknyttet UC Diakonissen på Frederiksberg og har sammen med sociolog Kirsten G. Juul udarbejdet to store rapporter baseret på spørgeundersøgelser og kvalitative interviews, som mundede ud i rapporten ’Milleniumkonfirmander’ og bogen ’Ung i en præstationskultur’.

Udlandet undrer sig

- Hvis man kigger på Norge, Sverige og Tyskland, så ser de med undren og spørger til, hvordan hulen vi i Danmark får over 70 procent af den årgang til at komme til undervisning i kirkelige emner. Det er vel at mærke ikke til musicaloplevelser eller pizzaspisning, men til ugentlig konfirmationsforberedelse vi taler om«, siger Munksgaard til Politiken Søndag.

Hun mener, at de unge konfirmander har gang i en afklaringsproces, som de ofte ikke får hjælp til derhjemmefra. To af tre fortæller, at de ikke taler om religion og livets mening med deres forældre. Suzette Munksgaard kalder forældregenerationen for »religiøst blufærdige«.

Powered by Labrador CMS